Partier vil stoppe hjemsendelser af usmittede skoleelever

Eksperter og partier vil ændre reglerne, så elever, der er nære kontakter til en smittet, ikke sendes hjem.

Selv om de ikke selv er smittede, bliver elever i hobetal sendt hjem, fordi de har været nærkontakt til en smittet person på deres skole. Det skal laves om, mener flere eksperter og partier. (Arkivfoto)

Selv om de ikke selv er smittede, bliver elever i hobetal sendt hjem, fordi de har været nærkontakt til en smittet person på deres skole. Det skal laves om, mener flere eksperter og partier. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Børn i skolen, som er nære kontakter til smittede med covid-19, bør ikke længere sendes hjem i isolation.

Det mener flere eksperter og partier på Christiansborg.

Det skriver Berlingske.

En af dem, der vil have retningslinjerne i skoler og daginstitutioner lavet om, er De Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen.

- Dem, der er smittet, skal selvfølgelig gå hjem, men det er ikke hensigtsmæssigt og proportionalt, at vi sender raske børn hjem. Hvis der er nogen, der har lidt under covid-restriktioner, er det jo børnene, der har været sendt hjem, siger han til avisen.

Han bakkes om af blandt andre Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, og De Radikales skoleordfører, Lotte Rod, som vil have regeringen på banen.

Også flere eksperter opfordrer til, at børnene ikke længere skal sendes hjem som nære kontakter.

Blandt dem er tidligere direktør for Statens Serum Institut (SSI) Nils Strandberg Pedersen.

Han siger til Berlingske, at det med Delta-varianten er uundgåeligt, at langt de fleste danske børn under 12 år vil blive smittet i år. Men da børn kun i meget sjældne tilfælde bliver alvorligt syge af en coronainfektion, giver det ikke mening at forsøge at stoppe smittespredning blandt børn.

Fra 10. september har covid-19 ikke længere status som en samfundskritisk sygdom. Det betyder blandt andet, at der i hovedtræk ikke vil være flere coronarestriktioner.

Derudover blev en automatisk nedlukningsmodel, hvor blandt andet smittetal set i forhold til indbyggertal har lukket områder ned, sløjfet onsdag.

Således kan høje covid-19-smittetal ikke længere automatisk lukke skoler, fritidstilbud, forenings- og kulturliv i de danske kommuner og sogne.

Men ifølge et svar fra Sundhedsministeriet til Berlingske vil skolerne stadig skulle følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer for nære kontakter på skoler.

De nuværende retningslinjer er, at nære kontakter til en smittet på en skole fortsat skal isoleres i karantæne derhjemme og først må vende tilbage til skolen, være sammen med venner og familie og deltage i fritidsaktiviteter efter negative test på fjerde- og sjettedagen fra kontakten til den smittede.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.