Partii Naleraq forlader Grønlands regering efter lufthavnsstrid

Ifølge flere grønlandske medier trækker et af partierne i Grønlands snævre regeringskoalition sig.

Ritzau
Fire partier dannede regeringskoalition i Grønland 4. maj efter valget i slutningen af april. Men nu har Partii Naleraq meddelt, at partiet trækker sig. Her er de nyvalgte grønlandske politikere med blandt andre landsstyreformand Kim Kielsen (Siumut) og Hans Enoksen, formanden for Partii Naleraq, i spidsen. Foto: Christian Klindt Sølbeck/arkiv/Ritzau Scanpix
9. september 2018 20:26 - Opdateret 9. september 2018 22:17

Det grønlandske parti Partii Naleraq trækker sig fra regeringskoalitionen. Det skriver de grønlandske medier KNR og Sermitsiaq.

Partiet dannede i maj med et snævert flertal regering med tre andre partier - Siumut, Atassut og Nunatta Qitornai. De fire partier har tilsammen 16 mandater ud af 31 mulige. Heraf har Partii Naleraq tre mandater.

Men på et pressemøde søndag eftermiddag grønlandsk tid har partiets formand, Hans Enoksen, meddelt, at partiet trækker sig.

Ifølge medierne er det blandt andet uenighed om en lufthavnspakke, der får partiet til at tage dette skridt. Især er partiet utilfreds med, at den danske stat nu vil være med til at finansiere lufthavnene.

- Staten blander sig direkte i politik, og dermed sættes der store spørgsmålstegn ved grønlændernes evne til at gøre noget selv.

- Det vil vi ikke være med til, vores mål har været grønlandsk selvstændighed i en årrække, og når der gøres sådan nu, så kan vi se, at vi bliver svækket, siger Hans Enoksen ifølge KNR.

Netop den danske deltagelse i lufthavnsprojektet er på dagsordenen, når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Kim Kielsen, formand for det grønlandske landsstyre, Naalakkersuisut, mødes mandag i Nuuk.

Udvidelsen af lufthavnene i byerne Nuuk og Ilulissat og anlæggelsen af en ny lufthavn i Qaqortoq er et af de største infrastrukturprojekter i Grønland i nyere tid.

Lufthavnsprojekterne i Nuuk og Ilulissat indebærer 2200 meter lange landingsbaner. Qaqortoq i Sydgrønland skal have en 1500 meter lang bane.

Den danske regering har fokus på sagen, fordi den kinesiske entreprenørgigant China Communications Construction Company er udvalgt som prækvalificeret til at byde på byggeriet blandt seks store entreprenører.

Regeringen har ifølge selvstyreloven indflydelse på spørgsmål i Grønland om udenrigs- og sikkerhedspolitik.

- Vi kan ikke bygge mure mod verden. Men vi skal samtidig ikke være naive. Vi bliver også nødt til at forholde os til potentielle risici ved udenlandske investeringer, har Lars Løkke Rasmussen sagt om sagen i maj.

Partii Naleraq fik fire mandater ved valget 24. april. Men kort tid efter valgte medlemmet Henrik Fleischer at skifte parti til Siumut.

Fra 2016 og frem til valget i 2018 blev Grønland styret af en koalitionsregering med partierne Siumut, Inuit Ataqatigiit (IA) og Partii Naleraq.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...