Pas dig selv

Jeg har lige ligget sløj nogle dage. Ikke noget alvorligt, heldigvis, kun kedelig influenza. Nu er det bare sådan, at jeg ikke er ret god til at være syg. Nogle er gode til at tage vare på sig selv og lægge sig, så de ikke går og hænger i ugevis. Andre regner sig selv for at være helte, omend de reelt er så stupide, at de ikke fatter, at kroppen altså skal behandles ordentligt. Ellers bliver den vred. Jeg er ikke ret begavet. Jeg er blevet dygtigere, det vil jeg gerne lige have lov at fremhæve. Jeg er blevet bedre til at høre efter i timerne, når min krop vil belære mig. Faktisk synes jeg selv, jeg er blevet ret god. Det vil sige ind til i morges. Da ringede min lillesøster. Efter fire minutters hyggelig snak på mobilen begyndte hun at skælde mig ud. Er du ude at gå, spurgte hun? Jeg er også for dum til at lyve, så jeg måtte svare ja. Så føg ederne igennem luften fra hovedstaden og herop, og jeg måtte til sidst bøje mig for min meget, meget yngre søster. For hun har ret. Ikke i, at jeg slet ikke må bevæge mig udenfor en dør, når feberen giver mig røde kinder og indtørrede poser under øjnene. Men i, at jeg giver mig selv dårlig samvittighed over ikke at lave noget. Jeg ved godt, jeg ikke kan tage på job. Det er slet ikke forsvarligt at sætte mig bag et rat, endsige i samme rum som uskyldige kolleger. Men jeg er for tykpandet til at begribe, at jeg ikke lige kan sætte mig til at skrive. Eller gøre rent. Eller stryge. Eller planlægge julegaver. Eller ... Tænk sig, hun sagde faktisk, jeg var tumpet. Min lillesøster. Hun burde kende sin plads, burde hun ... Det sagde hun også, at hun gjorde. Hun elsker mig nemlig, og derfor ville hun på sin mest bestemte lillesøstervis kræve, at jeg nu gik ind og lagde mig med en bog. Nu. Jeg måtte godt lave en kop te. Så lad gå. Men ikke mere end det. Jeg gør, som hun siger. Næsten. Jeg har nemlig ikke kun en krop, der belærer mig, også en pigelig pligtopfyldenhed. Og de karambolerer i dag. Det kan da vel ikke skade at arbejde lidt? Jo. Og jeg ved det jo. Jeg ved, jeg så trækker sygdommen ud. Meget længere ud. Så nu, nu, lige nu, da vandt kroppen, og jeg er på vej ned i sofaen. Måske kan jeg endda lære at nyde det? Nej, det er jeg nok alligevel for dum til ...