Pas din egen rolle

- Skolen er jo et symbol på, hvad hele samfundet vil nu og i fremtiden. Derfor bliver debatten altid så ophedet, analyserer Margrethe Vestager, som gerne vil gøre sit til, at diskussionerne bliver mere reelle.

- Jeg synes, vi blandt andet i klasselokalet oppe ved jer skal gøre meget ud af, hvad det er for forskellige roller, vi har, indleder hun. Folketingspolitikerne skal sætte de overordnede mål, kommunalbestyrelserne skal føre dem tættere på, skolelederen og læreren skal føre dem helt ud i dagligdagen, og forældrene skal sørge for at være gode forældre. - Det sitrer i luften med alle de roller, og alt for mange er forvirrede og gør sig til eksperter på noget, de ikke ved nok om, f.eks. hvordan læreren konkret skal være henne i skolen. Det er lærernes arbejde. Lad os lade dem være mere i fred, og koncentrere os om de roller, vi selv skal udfylde, lyder opfordringen fra den tidligere minister. Netop snakken om at få mere iderigdom ind i skolen er et godt sted at begynde en mere fredelig diskussion, mener hun. Det er et mål, der er enighed om, og det kræver en indsats fra alle parter. - At skabe ideer kræver en kombination af en høj faglighed og gode sociale kompetencer, derfor kan det samle mange, der ellers er uenige om, hvad der er vigtigst af de de to, påpeger hun. Evnen til at få bæredygtige ideer kræver også, at man nøgternt kan se, hvad man er god til, så man bringer netop det ind i samarbejdet med andre. Derfor skal de i klasselokalet mandag og tirsdag også diskutere, hvordan både skole og hjem kan hjælpe barnet til at se sine stærke og svage sider. - Hvis projektet skal lykkes, hvis vores børn skal blive så idérige, som fremtiden forlanger, så kræver det meget stor respekt mellem politikere, skoleverden og forældre. Det håber jeg, døgnet her kan være med til, siger Margrethe Vestager.