Pas nu godt på dem derude

Agersted 9. september 2002 08:00

DRONNINGLUND: Hvis man på vej til jobbet i dag undrer sig over, hvorfor der rundt omkring i kommunen er så mange unge cyklister, så er der en fornuftig forklaring på dét. Fire af kommunens skoler deltager nemlig i den landsdækkende kampagne Alle Børn Cykler, der i dag skydes i gang over hele landet med Dansk Cyklist Forbund og Trafikministeriet som initiativtagere. Som navnet antyder, går kampagnen ud på at få flere børn til at cykle, og det er primært til og fra skole - i stedet for at mor og/eller far bringer og henter junior i familiens bil. - Der er for mange børn, der bliver kørt i skole af deres forældre, og vi prøver på den her måde at fremme det sundhedsfremmende. Vi ved jo alle, at lidt frisk luft er med til at give ny energi - ikke mindst om morgenen, siger færdselskontaktlærer på Dronninglund Skole Anne Grethe Bach, der samtidig peger på, at elevernes daglige cykelture er med til at gøre dem trygge og bedre deltagere i trafikken. Det betyder dog ikke, at man som bilist skal tage afslappet på tilstedeværelsen af de mange unge cyklister i gadebilledet. - Jeg vil godt opfordre til, at man er opmærksom på, at der nu kommer flere bløde trafikanter på vejene, siger hun. Opmærksom på dette vil også de lokale betjente i kommunen være. De har således lovet at være ekstra på vagt med hensyn til netop dette nye cykelfænomen i kommunen, og det vil typisk ske i forbindelse med skolestarten, og når skoledagene slutter. Er de lokale betjente klar til at bakke op om projektet, så gør det samme sig gældende for Dronninglund Kommune, der har sagt ja til at give cykelcomputere til den klasse, der ved kampagnens afslutning 20. september har opnået flest cykeldage. Denne kommunepræmie er et supplement til konkurrencen på landsplan, hvor klassen med de fleste cykeldage får et to-dages ophold på et aktivitetscenter, mens der til anden- og tredjepladseklasserne er henholdsvis en biograftur og et sæt cykelcomputere at se frem til. I Dronninglund Kommune er det Agersted, Asaa, Klokkerholm og Dronninglund, der deltager i landskampagnen med henholdsvis 140, 218, 58 og 405 elever - fordelt på henholdsvis 8, 10, 2 og 19 klasser. På landsplan deltager over 4000 klasser fra omkring 600 forskellige klasser i kampagnen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...