Pas nu på! Det er en buslomme

Fredag røg tre biler i fælden på Niels Borhs Vej i Aalborg. Politiassistent Kim Haubro troede næsten ikke sine egne øjne, da han så føreren af en Fiat Uno køre ud i den nyligt anlagt buslomme på Niels Bohrs Vej og selvfølgelig plumpe i graven.

Det er ikke advarselsskilte, der mangler omkring buslommen på Niels Bohrs Vej. Alligevel forsøgte flere bilister igen i går at forcere graven.foto: martin damgård

Det er ikke advarselsskilte, der mangler omkring buslommen på Niels Bohrs Vej. Alligevel forsøgte flere bilister igen i går at forcere graven.foto: martin damgård

Det var nemlig tredje gang i løbet af bare dagen i går, at det skete i selv samme buspassage - der altså er en kort stribe vej kun for busser. Da bil nummer to var kørt i buslommen, kom Falck med en anmodning til Nordjyllands Politi i Aalborg om at kontrollere, om skiltningen ved buspassagen er i orden. Derfor tog politiassistent Kim Haubro en tur på motorcykel ud for at undersøge, om der var tale om en glubsk bilfælde med mangelfuld skiltning. - Men skiltningen er helt i orden, konstaterede politiassistenten. - Der er ikke noget at komme efter, og buslommen er anlagt, som den skal, tilføjede han. Og der er faktisk seks skilte på hver sin side af buslommen. De er fordelt med tre par med ét skilt i hver sin side af vejen. Og første gang, bilisterne bliver gjort opmærksomme på buslommen, er 350 meter før, man rammer den. - Jeg er helt sikker på, at nogle prøver at køre gennem buslommen med vilje på grund af dovenskab og mangel på moral, fordi man vil skyde en genvej, siger Kim Haubro. Men det er særdeles risikabelt, og man skal ikke være særlig glad for sin bil, hvis man prøver, tilføjer han. - Vi bliver nok nødt til at være herude og se, om bilister prøver at snyde sig igennem, siger han. Og som en understregning af det behov, så politiassistenten under ovenstående interview flere biler på vej mod buslommen, men de vendte om, da bilisterne fik øje på betjenten og motorcyklen. Buslommen blev anlagt mandag 1. oktober, og allerede den efterfølgende fredag plumpede den første bil i buspassagen. Og for redningsmanden for fredagens havarerede Fiat Uno, Michael Jensen fra Dansk Autohjælp, var det 5. gang, han hentede en bil op af den samme buslomme. martin.frandsen@nordjyske.dk