Pas på (b)ørn

BUSK:”Pas på ørn”! - stod der på et skilt. Nu var det ikke børn, man skulle passe på, men en rovfugl. Forældre værner om deres børn -trafikalt. Men på ét punkt misforstår nogle deres opgave. Det må man udlede af et læserbrev i avisen 27.10. Matthias Helledie på 15 gør opmærksom på, at der efter hans mening er for meget sex blandt hans jævnaldrende kammerater. Som han siger: De går i byen, drikker sig fulde og går i seng sammen bagefter. Matthias taler til vores samvittighed, hvis den ellers er intakt. Den vil nemlig minde os om at værne vore børn og unge mod de farer, der ligger i at blive voksne for tidligt, hvis forældrene ikke stiller krav og sætter grænser for deres børn. Forleden havde Gug Kirke en BUSK-gudstjeneste -som så mange andre kirker. Hvis man går og tror, at kirker er forbudt for børn, må man tro om igen. Kirken var fuld af børn og unge. Og præsten, Marianne Zeuthen, fremstillede et bibelsk tema, som børnene havde arbejdet med, så det blev synligt for enhver, hvad der menes med det tabte og genfundne Paradis. BUSK betyder Børn, Unge, Sogn og Kirke. En buskmand behøver med andre ord ikke være det første, man tænker på: En halvtam vild - nej, det kunne tænkes at være Matthias - ham med læserbrevet - eller for den sags skyld en minibusk-kvinde i Gug Kirke, som også kender grænsen og sætter den. Knud Held-Hansen Beatesmindevej 76, 1. tv., Aalborg SØ