EMNER

Pas på "cash trapping"

Ring til politi eller bank, hvis der ikke kommer penge ud af pengeautomaten.

En anmeldelse fra Nordea får nu Thisted Politi til at advare folk om at være ekstra opmærksom, når de hæver penge i bankautomater. Fænomenet hedder "cash trapping", hvor tyvene sætter en skinne på pengeautomaterne, og derved snyder bankkunderne for deres penge. Advarslen kommer, efter at en Nordea-kunde 24. november blev snydt for 300 kroner ved hæveautomaten i Thisted midtby. Her kan politiet se på overvågningsbåndet, at to mænd forinden havde stået ved automaten, og bagefter var de samme mænd gået hen til automaten og havde taget noget med derfra igen. Helt konkret sætter gerningsmændene en tynd skinne på automaten, hvor pengene kommer ud. Umiddelbart kan man dog ikke se, at der er pillet ved automaten, og når kunden så hæver pengene, opsamler skinnen dem. Det bedste, man kan gøre, hvis man ikke får sine penge, er at tage kontakt til banken og politiet og så vente ved automaten, indtil de ankommer.