Industri

Pas på de useriøse

Antallet af vikarer på de danske arbejdspladser er steget voldsomt de seneste år.

AE-rådet har gjort op, at antallet er mere end fordoblet siden 2004. Og der er ingenting, der tyder på, at den udvikling stopper. Tendensen er international, og de usikre ansættelser ses i mange versioner. Vi ser industrivirksomheder over hele verden, hvor halvdelen af medarbejderne er vikaransatte på markant dårligere løn- og arbejdsvilkår. I Tyskland er det ikke ualmindeligt, at en vikar får en tredjedel mindre i løn end en fastansat. Derfor har de europæiske og internationale faglige organisationer besluttet i fællesskab at sætte fokus på kravet om ordentlige ansættelsesforhold den 7. oktober. I Danmark er der især problemer med vikarer, der er ansat i useriøse vikarbureauer. Det er nemlig ikke kun antallet af vikarer, der er steget markant. Der er også kommet dobbelt så mange vikarbureauer siden 2004. Og vi må desværre konstatere, at en del af disse opererer med klart useriøse metoder. Det betyder, at vikarer i stigende grad underbetales, de får ikke overtidsbetaling og feriepenge, eller de får simpelt hen ikke løn for den sidste måned, de arbejder for brugervirksomheden. Der er mange forklaringer på, at der kommer flere vikarer i Danmark. Nogle af vore kolleger er frie fugle og foretrækker denne form for ansættelse. Andre arbejder som vikarer i et forsøg på at komme tilbage på arbejdsmarkedet. For virksomhederne kan et vikarbureau være en genvej til at finde kvalificeret dansk eller udenlandsk arbejdskraft. Og mange af vores udenlandske kolleger kommer til landet gennem vikarbureauer. CO-industris medlemmer arbejder sammen med vikarerne i det daglige. I industrien sker det oftest uden problemer. For industriens overenskomst er klar: En vikaransat skal lønnes som virksomhedens øvrige medarbejdere. Han eller hun skal have samme arbejdstid og har ret til samme ydelser, som er aftalt for de fastansatte. Overenskomsten siger også klart, at hvis ikke vikarbureauet er medlem af Dansk Industri, så er det brugervirksomhedens ansvar at sikre, at overenskomsten er overholdt. Derfor må de faglige organisationer nogle gange gå til gode og velrenommerede danske virksomheder med overenskomsten i hånden og kræve, at der sættes en stopper for dårlig behandling i de tilfælde, hvor der er et useriøst vikarbureau på banen. Vi bliver ikke altid modtaget med åbne arme, for virksomhederne er ofte blevet lovet fra vikarbureauet, at alt er i orden. Når vi så har taget sagen op gennem det fagretlige system, løses problemerne, og de vikaransatte kolleger får den efterbetaling, som overenskomsten berettiger dem til. Mit ærinde i dag er at sende en besked til de mange ordentlige arbejdsgivere indenfor industrien: Tænk jer om en ekstra gang, når I vælger at ansætte vikarer. Kig bureauet nøje efter i sømmene. Der er bestemt ordentlige vikarbureauer i Danmark, men der er også useriøse elementer iblandt. Og hvis der er problemer med overenskomsten, så er det hos jer, vi banker på næste gang med et krav om ordentlige løn- og arbejdsforhold for vore kolleger.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst