Pas på den røde fare

Af Knud Held-Hansen Beatesmindevej 76, 1.tv., 9210 Aalborg SØ knud.held-hansen@stofanet.dk STAT OG KIRKE: Folkekirkens brugere, som er den største del af befolkningen, kan næppe være tilfredse med udmeldingerne om, at rød blok "vil skille stat og kirke". Op til valget er det et giftigt skræmmebillede, som må få nogle til at tænke sig godt om, inden de sætter deres kryds på valgdagen. Rød blok argumenterer for at stille alle trossamfund lige. Det betyder i praksis, at Folkekirken vil få sit eget regelsæt; en forfatning bliver det første skridt på vejen til en total adskillelse af kirke og stat. Man behøver ikke at iværksætte en undersøgelse af, hvad det kommer til at betyde. Kristendom vil simpelthen blive fortolket og sidestillet med religionerne altså "opium for folket". Kære vælgere: "Den gule fare" har skiftet farve. "Den røde fare", Rød Blok, afskaffer simpelthen med et pennestrøg Dronningens vigtigste budskab til Danmarks befolkning: "Gud bevare Danmark!". Ordlyden heraf må nytårsaften blive: "Må din Gud være med dig!".