Tyverier

Pas på, der er listetyve på spil!

Politiet råder folk til at løse dørene efter listetyverier i dagtimerne

En listetyv er på spil i Hobro. Den ukendte langfingrede person har sneget sig ind i fire hobroensiske hjem og stjålet kontanter og punge. Dørene var ikke låste, så vedkommende kunne nemt komme ind. Beboerne var hjemme, men uopmærksomme på, at de havde ubudne gæster. I et tilfælde overraskede beboeren dog den formodede listetyv. Tyverierne er sket mandag i dagtimerne, nærmere bestemt mellem kl. 12 og 17. To gange gik det ud over ældre mennesker, der ventede på hjemmeplejen eller på, at der skulle komme et bud med medicin. Det drejer sig om et tyveri fra en lejlighed i Fortunparken, hvor der blev stjålet en pung med 300 kroner, og et tyveri fra en villa på Hegedalsvej i Hobro, hvor der forsvandt en pung med et lignende kontantbeløb. - Jeg vil gerne advare folk mod at lade deres dør stå ulåst, også selv om de eventuelt bare er i haven, eller de venter besøg. Det er der desværre nogle listetyve, der udnytter. - Heldigvis benytter listetyvene sig ikke af vold, men forsøger at snige sig uset ind i folk hjem, siger kriminalinspektør Verner Holm, Hobro Politi. På Elmevej i Hobro overraskede en beboer den formodede tyv. Beboeren havde sammen med sin ægtefælle været i haven, og da hun ville ind, traf hun i entreeen en ældre kvinde på måske 70 år med gråt, opsat hår. Beboeren spurgte den fremmede, hvad hun ville, og vedkommende svarede ved at sige et navn. Så gik den fremmede, forsvandt ned ad en sidegade, men kom tilbage og satte sig i en blå personbil. Bilen var formentlig polsk indregistreret og nummerpladen begyndte med bogstaverne PWC. I bilen sad en ældre mand, og sammen kørte parret fra stedet. Bagefter fandt husets beboer ud af, at der var stjålet cirka 150 kroner fra en pung. - Beboeren har ikke set kvinden stjæle fra pungen, men det er nærliggende at tro, at der er en forbindelse mellem hende og de forsvundne penge, mener Verner Holm. Senere på dagen, mellem klokken 18 og 19.30, blev der stjålet to punge med i alt 1200 kroner fra en villa i Jernbanegade i Hobro. Tyven kravlede ind ad et åbentstående vindue, mens beboerne så fjernsyn. Verner Holm ser ikke umiddelbart nogen forbindelse mellem dette tyveri og tyverierne på Elmevej, Fortunaparken og Hegedalsvej. Han kan ikke forestille sig, at en kvinde på 70 år er kravlet ind ad et åbentstående vindue. Natten til søndag blev der i øvrigt stjålet en pung med 1300 kroner i kontanter fra en lejlighed på Savværksvej i Oue. Døren til lejligheden var ikke låst. bente.lembo@nordjyske.dk