Biler

Pas på farten: Bøder på op til 25.000 kr.

Flere lande har strammet fartkontrollen - og bødetaksterne

Det er ikke kun bøderne, som er steget. Bagatelgrænsen på 70 euro, før bøder sendes ud, er nu væk.
Det er ikke kun bøderne, som er steget. Bagatelgrænsen på 70 euro, før bøder sendes ud, er nu væk.

BILER: Det er ikke kun herhjemme, at politiet har strammet op på fartkontrollerne. Også ude i Europa er kontrol og regler strammet op. Så du skal være mere opmærksom, når ferieturen går mod syd i disse dage.

Blandt andet i Tyskland, som er det store transitland, har myndighederne hævet barren med højere bøder over hele linjen og ekstra håndhævelse ved vejarbejde, hvor du typisk må køre 50-80 km/t., og hvor bødetaksterne ligesom herhjemme er fordoblet.

Mest heftigt er stramningerne dog i Frankrig og Storbritannien. Her kan du ved en overskridelse på 50 km/t. få bøder på henholdsvis 1500 euro og op til 3000 euro, hvilket svarer til godt 10.000 kr. og hele 25.000 kr., mens det er noget billigere i det ellers dyre ferieland Italien.

I den anden ende af skalaen er en bagatelgrænse på 70 euro - cirka 500 kr. - nu væk, så du får regningen tilsendt, selv om bøden altså er mindre end det beløb.

Opkrævning på stedet

Hvis du bliver taget på stedet i en fartkontrol, kan politiet kræve pengene kontant, mens der med fotofælder altså også kan komme et krav med posten efter ferien. Med en række fingerregler kan du dog gøre turen mere sikker for dig selv og undgå fartbøder

- Sæt dig grundigt ind i de enkelte landes regler og ruten på forhånd, lyder det fra Frederik Valmin, der er feriekonsulent hos FDM.

Netop farten er noget, som du selv kan have snor i. Sørg for at overholde fartgrænserne og brug gerne en fartpilot, lyder det klare råd fra Søren Holten Jacobsen, der er instruktør på FDM Sjællandsringen.

En række lande har skruet op for færdselsbøderne og håndhæver bl.a. i højere grad farten ved vejarbejde. Foto: dpp

Gps hjælper

Han peger på, at en gps, der også viser hastighedstavler, kan være en hjælp:

- Du skal dog være opmærksom på, at den ikke altid reagerer så hurtigt, så det fritager ikke dig selv for at holde øje, siger han.

En anden mulighed er de nye vejskilte-aflæsere, som findes i stadig flere biler.

I det hele taget er jævnt tempo en fordel, lyder det fra Jan Lang, der er analytiker på Bilbasen og har kørt de tyske veje tynde for avisen.

- Følg trafikken, og hold en konstant fart på 120-130 km/t. Du får ikke noget ud af at køre 140-150 km/t., fordi rytmen så alligevel bliver brudt. Det eneste, du opnår, er at bruge mere brændstof, siger Jan Lang.

Høj fart giver ansvar

Almindelig omtanke skader dog helle ikke.

- Hvis man kører på de dele af motorvejene i Tyskland, hvor der er fri hastighed, skal man være opmærksom på, at man bliver holdt juridisk ansvarlig, hvis der sker en ulykke, hvor det vurderes, at farten har været en faktor. Så det er altså fri hastighed med forbehold, siger Frederik Valmin fra FDM.

- Man skal også være opmærksom på, at der er en anden kørestil i udlandet. Når man overhaler, skal man bruge sin sunde fornuft og være klar over, at der pludselig kan være en bil tæt på fordi, hastigheden er så stor, siger han.

Undgå voksende p-bøder
Det er ikke kun på vejene, at omtanke kan betale sig i kontanter. Hvis du skulle være uheldig at få en parkeringsbøde, er der nemlig i mange lande gevinst ved at få den ud af verden hurtigt.
I en række lande er der f.eks. kvik-betaling, som betyder, at bøden holdes på en pris, hvis den betales inden for en vis frist, som f.eks kan være 24 timer. Ellers stiger den gradvist.
Bøderne kan typisk betales på turistkontorer og nogle gange direkte hos p-vagten.
Rent juridisk kan danskere få p-bøder på tværs af landegrænserne i stil med parkeringsbøder.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden