Pas på fidusmagere: Lover gratis biografbilletter og popcorn

Nordjysk kvinde troede hun var heldig, men ’vinder-sms’ var fup - nu er sagen meldt til politiet

Peter Witten
Hvem vil ikke gerne vinde gratis biografbilletter og popcorn? Men pas på - det kan være fup. Modelfoto: Colourbox
Kriminalitet 1. september 2018 14:05 - Opdateret 1. september 2018 17:43

NORDJYLLAND: Hvem vil ikke gerne vinde gratis biografbilletter og popcorn?

En kvinde i Frejlev fik en sms, der foregav at være fra Nordisk Film Biografer, og i den stod, at hun havde vundet to biografbilletter og popcorn.

Hun skulle blot trykke på et link og besvare et par spørgsmål, inden hun fik billetterne. Blandt andet skulle hun indtaste oplysninger fra sit betalingskort til "porto", fremgik det.

Men det hele viste sig at være svindel.

I stedet for gratis biografbilletter fik hun kort efter besked på, at hun nu var tilmeldt en udenlandsk net-musiktjeneste "listen2thebeat.com", og at de samme dag ville hæve 1,5 euro - lidt over 11 kr. - på hendes konto.

Men kvinden fra Frejlev har bestemt ikke selv tilmeldt sig den musiktjeneste, og nu har hun fået banken til at spærre sit betalingskort.

Nordisk Film advarer

Kvinden opdagede, at noget var rivravruskende galt, da hun kontaktede Nordisk Film Biografer.

I et svar skriver de: "Vi oplever i øjeblikket, at der sendes en sms eller e-mail rundt, hvor man kan få meget billige biografbilletter og f.eks. to biografbilletter og 2 x popcorn og sodavand for 9 kr., eller at du har vundet billetter, popcorn og/eller snolder.

Dette har intet med Nordisk Film Biografer at gøre og er et svindelnummer. Vi skal derfor på det kraftigste advare mod at gøre brug af dette tilbud. Dels da du aldrig modtager billetterne og dels da du skal indtaste dine kreditkortoplysninger med fare for efterfølgende misbrug. Derudover anbefaler vi at du sletter alle cookies på din foretrukne browser."

Meldt til politiet

Nordisk Film Biografer skriver videre, at de forsøger at opspore, hvem der står bag. Men svindlen er svært at stoppe, da gerningsmændene er ukendte personer i udlandet.

"Hvis du modtager et biograftilbud, der er for godt til at være sandt, så vær varsom", advarer Nordisk Film Biografer.

Som nu har videregivet kvindens oplysninger om svindelnummeret til politiet.

Peter Witten
Denne sms til en kvinde i Frejlev foregiver at være fra ’NF Biograf’, men er svindel. Privatfoto

Peter Witten
Her skal du passe ekstra på: Lige pludselig bliver du bedt om at indtaste oplysninger fra dit betalingskort, og så går det galt. Privatfoto

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...