Pas på fingre og tæer i haven

Statens Insitut for Folkesundhed har opgjort, hvor mange ulykker, der sker med haveredskaber, nu hvor vi begynder at fræse, grave, rive og slå græs. Årligt sker der cirka 4000 hjemme- og fritidsulykker med haveredskaber. De redskaber, der hyppigst er involverede, er hækkeklippere og hækkesakse (tilsammen 670 ulykker om året), plæneklippere (650 ulykker), økser (630 ulykker), og kædesave (480 ulykker). Men også mindre og tilsyneladende mere uskyldige haveredskaber er skyld i ulykker: Spader (230), trillebøre (160), river (140). Der er især tale om fingerskader, som udgør næsten halvdelen af alle skader. Derudover er der en del øjenskader, typisk fordi noget kommer i øjet ved græsslåning, hækkeklipning eller savning. Over 100 personer mister hvert år fingre, tæer eller dele af fingre eller tæer. Det er især brændekløvere, der er farlige for fingrene. (Kilde: SFI, Statens Institut for Folkesundhed)