Pas på hud og hår: Brug strandturen som en spa

Saltvand er et ganske naturligt og meget effektivt middel til at få fin hud. Solens skadelige stråler skal man derimod passe på.

ferie, mallorca, strand, sol, solbadning Foto: Free
17. juli 2017 07:00

Sommeren er over os, og for mange betyder det sol og strandture.

Ikke nok med at en tur på stranden indbyder til både afslapning og sjove stunder, så kan vandet også bruges som wellness, forklarer overlæge Jørgen Serup, der er professor ved den dermatologiske afdeling på Bispebjerg Hospital.



- Hornlaget på huden er bygget ligesom en svamp, der suger en masse vand til sig. Når vi bader, er vi ude i noget, der minder om det vævsvand, vi har i kroppen. Så saltvand er faktisk rigtig godt for huden, siger han.

Havet kan nemlig have en rensende effekt, beskriver Pernille Bjarnø, der er rektor ved Cidesco Kosmetologskolen.

- Saltvand virker helende, siger hun, mens Jørgen Serup tilføjer:


- Hvis man vil bruge det endnu mere effektivt, kan man gnubbe sin hud nede i vandet for at hjælpe de døde hudceller med at falde af. Det er godt for huden og renser sår. Det er ikke noget, man skal forhindre, men være glad for og se som gratis, økologisk og meget hudvenligt, siger han.


Mens man sagtens kan boltre sig ude i bølgen blå, skal man derimod holde siesta fra solen, hvis ikke man har solcreme på, understreger Pernille Bjarnø.


- Huden kan få solskader som hyperpigmentering, fremskyndelse af linjer og rynker samt permanente skader, som i sidste ende kan føre til hudcancer, advarer hun og råder derfor til også at beskytte sig med en hat eller et tørklæde samt opholde sig i skyggen.



Solen kan også blege håret, så medmindre man ønsker at lysne lokkerne, bør man bruge en hårspray med uv-beskyttelse i hele håret. Sådanne specialprodukter kan blandt andet købes på apoteket.

Under alle omstændigheder skal man beskytte sin sarte hårbund mod solens farlige stråler.

- Solcreme er til for at forhindre forbrændinger. Her ville det være for også at forhindre kemisk nedbrydning af håret, siger Jørgen Serup.


Håret kruser som regel op efter en tur i saltvand, men skader det ikke. Derfor kan man sagtens dyppe manken i havet, forsikrer han.


- Håret suger vandet til sig og har ligesom huden godt af det. Det skyller skel væk og renser, hvis man masserer hårbunden. Man kan faktisk få en hårvask ud af det, siger Jørgen Serup.



Nogle føler måske, at huden krymper en størrelse efter en tur i vandet, men det skyldes faktisk solens varme og dens udtørrende virkning.

- Vandet fjerner ikke fedt fra huden, men fordamper hurtigt. Det gør, at huden kan føles stram og som sandpapir, forklarer han og anbefaler at smøre sig ind i en god fugtighedscreme bagefter.


Fakta: Plej huden og håret om sommeren

- Brug specialprodukter som hårspray med uv-beskyttelse i. Det kan blandt andet købes på apoteket. Spray både i håret og hårbunden.

- Gnub huden, mens du bader.

- Smør dig ind i solcreme.

- Brug også en hat eller et tørklæde, og sæt dig stadig under skyggen, selv om du har solcreme på.



Kilder: Jørgen Serup, Pernille Bjarnø.

/ritzau/FOKUS

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...