Danmark

Pas på i trafikken: DMI advarer om isslag

Et snevejr afløses fredag aften af isslag, der kan give glatte veje. Lørdag bliver det igen varmere.

Pas på i trafikken: DMI advarer om isslag

Der er udsigt til nedbør i form af isslag, når et frontsystem i løbet af fredag aften trækker ind over Jylland og senere over resten af Danmark.

Den lumske nedbør forventes at forekomme stedvis og kortvarigt i overgangen fra sne eller slud til regn.

- Et frontsystem er på vej ind over vestkysten. Det kommer ind over Jylland og dækker hele Jylland i løbet af aftenen. Hen mod midnat er der også risiko for det i resten af landet, siger Mogens Rønnebek, vagthavende ved DMI.

Først kan østjyderne regne med at få op til fem centimeter sne.

- Nedbøren falder i første omgang som sne, men varmen presser sig senere på - og der kan nedbøren gå over i isslag, inden det går over i regn, siger Mogens Rønnebek.

Isslag er et fænomen, der opstår, når underafkølet regn rammer jorden og med det samme omdannes til is.

Det forekommer typisk et par gange hver vinter, men normalt kun i dele af landet. Til gengæld er det farligt, når det kommer, fordi overfladerne bliver spejlglatte alle steder på kort tid.

Men det er kun i nat, at bilisterne skal være opmærksomme på det glatte føre.

- Der kommer varm luft efter isslaget, og temperaturen stiger til mellem to og syv graders varme, og lørdag bliver det diset og tåget med frisk vind fra syd og sydvest, siger Mogens Rønnebek.

Søndag får danskerne lidt sol, men også byger. Temperaturen bliver omkring fem graders varme.

Det gode raketvejr udebliver mandag, og i stedet byder nytårsmenuen på blæst, regn og skyer. Til gengæld bliver det lunt med temperaturer et sted mellem fem og otte graders varme.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.