Pas på mail fra ”Skat”
It-kriminelle forsøger at få fat i dine kreditkortoplysninger - Skat advarer mod mail

Den falske mail opfordrer folk til at afgive deres kreditkortoplysninger. Illustration: Skat
DANMARK:Hvis du i seneste dage har modtaget en mail med tre links, og hvis afsenderen tilsyneladende er Skat, så lad være med at åbne den.
Skat advarer nu selv mod en mail, som it-kriminelle har sendt til tusindvis af danskere.
Mailen er usædvanligt godt lavet og ligner til forveksling en mail, som Skat selv kunne have sendt ud.
It-kriminelle har flere gange tidligere forsøgt at lokke kreditkortoplysninger ud af folk ved at misbruge Skats navn og logo.
Beskederne var som regel skrevet i et dårligt dansk, og det var forholdsvis tydeligt, at Skat ikke var afsenderen.
Men denne gang har de kriminelle altså gjort sig ekstra anstrengelser, og det har fået Skat til at sende en pressemeddelelse ud om, at folk ikke skal åbne den pågældende mail.
Klik ikke på links
Den falske mail indeholder tre links, som modtagerne opfordres til at klikke på.
De tre links viser folk hen til en nyside, hvor de skal afgive deres kreditkortoplysninger. Men den slags oplysninger efterspørger Skat aldrig i mails, oplyser Skat.
- Det er virkelig noget, de it-kriminelle har investeret i. Det ser sindssygt godt ud. Kvaliteten af grafikken, logoerne - det hele er præcis, som i den originale mail fra Skat. Og det gør det virkelig svært for borgerne at skelne de originale fra de falske mails, siger Shezad Ahmad, leder af varslingstjenesten DK-Cert og næstformand i Rådet for Digital Sikkerhed, til Version2.dk.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.