Pas på: Mange smart devices giver tyven let adgang

Jo flere digitale enheder du har koblet på hjemmenetværket, jo flere potentielle bagdøre giver du tyven

Det kræver bare én svag enhed i kæden, før it-kriminelle kan bryde ind i alle dine digitale devices. Arkivfoto: Sajjad Hussain/Ritzau Scanpix

Det kræver bare én svag enhed i kæden, før it-kriminelle kan bryde ind i alle dine digitale devices. Arkivfoto: Sajjad Hussain/Ritzau Scanpix

FORBRUG:Smart tv, robotplæneklippere, overvågningskameraer og trådløse højttalere.

Flere og flere digitale enheder kan i dag kobles på internettet, uden at vi tænker yderligere over det.

Men det er ikke uden risiko, hvis du fylder hjemmet op med smart devices uden at tænke på sikkerheden.

- Et digitalt device er ligesom en dør til hjemmet. Og hvis du ikke sørger for, at den er lukket og låst, så har de kriminelle let adgang, siger Thomas Damsgaard, som er leder af B2B hos it-sikkerhedsvirksomheden Kaspersky Lab Nordic.

Problemstillingen gælder især, hvis du har mange enheder koblet på samme netværk. For det kræver bare én usikker enhed, før it-kriminelle har adgang til al elektronik i dit hjem.

- Din angrebsflade bliver simpelthen bredere. Der er flere indgangsvinkler til at få fat i dig og dine data, forklarer Thomas Damsgaard, som samtidig er bestyrelsesmedlem i it-branchens sikkerhedsudvalg.

Det kan være en kattelem

Samme advarsel lyder fra it-sikkerhedsekspert Peter Kruse fra virksomheden CSIS.

For det kan godt være, at robotplæneklipperen eller smart køleskabet i sig selv virker ufarligt og uinteressant. Men hackeren kan bruge det som en kattelem til din telefon og computer, hvor du har private ting liggende.

Som almindelig forbruger kan det samtidig være svært at holde styr på, hvor mange enheder man efterhånden har koblet på netværket, og hvornår de senest er opdateret, siger han.

- Problemet er hele kompleksiteten. Vi har efterhånden wi-fi og internetdeling i alt lige fra radiatorer til køleskabe, dørklokker, kameraer, tv og digitale ure, siger Peter Kruse.

En telefon eller computer fra en stor producent løbende sige til, når der er vigtige sikkerhedsopdateringer. Men det gælder ikke nødvendigvis billige smart devices, forklarer Peter Kruse.

Og et smart watch eller trådløse højttalere kan virke relativt harmløse.

- Men det er super vigtigt, at man følger sikkerhedsanvisningerne. Alene det at tage et smart-produkt i brug uden at skifte password, det er en kæmpe fejl, mange begår, siger han.

Samtidig har mange smart produkter en såkaldt ”end of life”-dato. Det er en udløbsdato, hvorfra producenterne ikke længere laver sikkerhedsopdateringer.

- Der kan lynhurtigt gå tre år, fra man har bragt produktet ind i sit hjem, til det pludselig er udløbet. Og så risikerer man at stå med et produkt, hvor sikkerheden er hullet, siger Peter Kruse.

/ritzau fokus/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.