Pas på ørerne på bilferien

Larm fra bilen kan få ungerne til at skrue for højt op

Handicappede 22. juni 2005 06:00

NORDJYLLAND: Højsæsonen for lange bilture er over ferie-Danmark. Mange børn hører musik eller spiller computerspil mens far eller mor kører bilen mod de franske, spanske eller italienske badestrande. Men vær opmærksom på lydstyrken siger ekspert. De fleste afspillere kan nemlig spille så højt, at hørelsen tager skade efter ganske kort tid. - Jeg er slet ikke i tvivl om, at de fleste afspillere nu om dage kan skrues så højt op, at hørelsen tager skade efter ganske kort tid, siger professor og ekspert i lyde og høreskader på Aalborg Universitet, Henrik Møller. De fleste er klar over, at høj musik kan give høreskader og i værste fald tinnitus, og derfor er det særlig vigtigt at være opmærksom på lydstyrken i ungernes hovedtelefoner på bagsædet. baggrundsstøj - Bilkørsel for eksempel på motorvej giver en masse støj inde i kabinen. Den naturlige reaktion er at skrue op, og så kan lydniveauet bliver højere end godt er, siger Henrik Møller. Der findes ingen fælles europæiske krav til, hvor højt en afspiller må kunne spille. Og det kan praktisk talt også være umuligt at føre den slags krav ud i livet, mener Henrik Møller. Lydniveauet afhænger nemlig af andet end, hvor meget der skrues op. F.eks. hvor højt det der lyttes til er indspillet, hvor meget batteri der er tilbage, hvilke høretelefoner der bruges og flere andre ting. Men ifølge Henrik Møller ligger en ting fast. Der mangler forskning. - Det er deprimerende, at vi ved så lidt om, hvordan lydniveauet er i de forskellige afspillere og høretelefoner, og hvordan påvirker vores hørelse. Det vil vi gerne forske mere i, siger Henrik Møller. Men hvad gør man så som forældre, hvis man gerne vil undgå, at børnenes hørelse tager skade? Et råd er høretelefoner, der ikke sidder inde i øret. Brug i stedet den slags, der sidder uden på øret, og som har puder på. På den måde slipper der mere lyd ud til omgivelserne, og far og mor kan bedre holde øje med, om der er lidt for meget gang i den på bagsædet. - Sørg også for at lytte til lydniveauet inden bilen kører, så der ikke er baggrundsstøj. Og lav aftaler om hvor højt, der må skrues op, lyder et andet råd fra Henrik Møller.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...