Tyverier

Pas på pakkerne

Bliver julegaverne stjålet fra i bilen, dækker forsikringen - måske

Julehandelen er ved at være på sit højeste, og der fragtes gaver for millioner af kroner rundt i de danske biler. Og det frister tyvene. Derfor advarer Forsikringsoplysningen mod at lade de nyindkøbte julegaver ligge i bilen. Læg i stedet gaverne i bagagerummet, og når der ikke kan være flere gaver her, så kør hjem og tøm bilen inden indkøbene fortsættes. Er skaden sket, og gaverne væk, er det ærgerligt, men der er dog økonomisk hjælp at hente. Din familie/indboforsikringen dækker under visse betingelser tyveriet, mens eventuelle skader på bilen i forbindelse med et indbrud skal dækkes af bilens kaskoforsikring. Indboforsikringen dækker dog kun, hvis et par betingelser er opfyldt. Naturligvis skal bilen have været låst, og der skal kunne ses synlige tegn på voldeligt opbrud af bilen. Det vil for eksempel sige, at et vindue er smadret, eller låsen er ødelagt. Derudover skal tyveriet meldes til politiet. "Særligt indbo" som for eksempel vin, spiritus, kamera, video, cd'er, mobiltelefon bliver kun dækket, hvis det har ligget i aflåst bagagerum. Har man købt en diamantring til konen, skal man ikke lade den ligge i bilen, idet penge, smykker, guld- og sølvting aldrig erstattes ved tyveri fra bilen. Bemærk her, at stationcars ikke har et egentlig bagagerum og ting der stjæles herfra, som hovedregel derfor ikke dækkes. Hos Forsikringsoplysningen fortæller man dog, at en del af de nye forsikringstyper tager højde for det problem og blot kræver, at gaverne ikke er synlige udefra. Billedtext: