Musik

Pas på ryggen, Celine

CD POP Laura Pausini: "From the Inside" Pas på ryggen, Celine Dion. For her kommer italienske Laura Pausini med sit første album på engelsk. I forvejen er hendes første otte plader - fire på italiensk, fire på spansk - blevet solgt i 20 millioner eksemplarer. Og meget skal gå galt, hvis ikke "From the Inside" eksploderer i kraft af sin storladne, temperamentsfyldte pop, hvor Laura Pausini formår at synge sig op og videre op - og så lige lidt videre op - i den ene mere pompøse ballade efter den anden. Takket være en horde af hjælpere i form af sangskrivere og producere trækker Pausini på alle virkemidler. Fra et par solide popnumre af den type, der til enhver tid vil kunne vælte et hvilket som helst Melodi Grand Prix - tjek selv "Surrender" - til usædvanligt smukke sjælere af typen som "It's Not Goodbye". "From the Inside" klæber sig fast uden at virke anmassende. Bare rar. Alene i kraft af Laura Pausins smukke stemme, men også elegante, ofte enkle og luftige arrangementer med megen rumklang. Så det er egentlig bare om at læne sig tilbage og nyde italiensk inspireret pop-vellyd anno 2003, skruet sammen af hyperprofessionelle folk, der ikke glemmer, at sange jo også rumme glimt og løft. Og at Pausini har stemmen i orden, beviser en nærmest skrabet andenudgave af "Every Little Thing You Do", kun bakket op af piano. Flot!Ove Nørhave ove.noerhave@nordjyske.dk Laura Pausini: "From the Inside" East West/Warner