Pas på ved dæk-køb på nettet

Det kan være fristende at gå på jagt efter billigt fodtøj til bilen på nettet. Men vær opmærksom - der er mange faldgruber

Vær opmærksom på garanti- og fragtbetingelser, hvis du tænker på at købe dæk over nettet. Mange hjemmesider er nemlig placeret i udlandet. Foto: FDM
Dæk-marked 19. maj 2019 08:14

NORDJYLLAND: Vi har taget nethandlen til os, og det kan måske også virke naturligt at tage en tur gennem hjemmesiderne fra de store dæksupermarkeder, der reklamerer på nettet, når slidmønstret på den firehjulede begynder at være nede. Dette er aktuelt i denne tid, hvor mange skifter fra vinter- til sommerdæk. Men der er en række ting, du skal overveje, før du trykker på bestillingsknappen.

- Helt grundlæggende er der de samme fordele ved at handle dæk på nettet som ved andre varer. Man kan se, hvordan priser og konkurrence er, lede efter gode tilbud og få et overblik over, hvad der er op og ned. Men hvis handlen ikke går snorlige, så kan det blive både besværligt og dyrt, konstaterer Lennart Fogh, som er afdelingschef for juridisk rådgivning hos FDM.

Der er nemlig flere klare forskelle end, hvis man f. eks. køber et par sko. Bag hjemmesiderne, som for det meste har en dk-adresse, gemmer der sig firmaer i andre dele af Europa.

Dækkene bliver monteret af et dansk værksted, som man selv skal finde, og hvis der skulle opstå et problem med dækkene, kan det blive svært at placere ansvaret. Samtidig kan det også blive dyrt, kompliceret og ikke mindst tidkrævende at skulle fragte eventuelle problemdæk retur.

Rumlerier

- Hvis man oplever, at et dæk rumler, kan problemet måske ligge i enten dækket, monteringen, afbalanceringen eller bilen, og her kan det blive svært at placere ansvaret, og hvem der skal betale for omkostningerne med afmontering og returnering. Her er man mere sikret ved at have det hele samlet ét sted, som kan være et værksted eller dækcenter, omend det kan være en dyrere løsning, siger Lennart Fogh.

Volker Nitz, som er direktør i Dækbranchen Danmark, har set eksempler på folk, som har bestilt dæk, som man troede passede til en personbil, men viste sig at være til en varevogn, mens andre har måttet vente længe ved reklamationssager.

Handler også om sikkerhed

- Udfordringen er, hvor man skal henvende sig, hvis noget går galt. Og hvad skal man gøre, hvis man skal undvære et dæk i otte uger, mens det reklamationsbehandles? Her er det bedre at købe dækket ét sted, hvor de også monteres, så man kan få råd og vejledning og har ét sted at henvende sig, siger Volker Nitz.

- Dæk er ikke bare et par sko til 350 kroner, man bestiller. Det er et sikkerhedsprodukt. Det handler ikke kun om størrelse, men også om specifikationer, som man skal sikre sig, før man bestiller. Selv om et dæk måske er et premium-mærke og har de rigtige dimensioner, er det alligevel ikke sikkert, at det passer specifikt til den pågældende bil, fordi nogle modeller passer bedre sammen med bestemte dæk end andre, siger Volker Nitz.

Udenlandsk køb

FDM får jævnligt henvendelser fra medlemmer, der har spørgsmål omkring køb af dæk på udenlandske hjemmesider.

- Masser af folk har gode erfaringer med at købe dæk på nettet. Men man skal være 100 procent sikker på, hvad man går efter, for det kan være dyrt og vanskeligt at returnere ved fejlkøb, og man skal være indstillet på at gøre noget benarbejde. Samtidig skal man gøre op med sig selv, hvor stor ens risikovillighed er. Hvis det går godt, kan man måske spare nogle penge, men hvis der er problemer, slår det hårdere, siger Lennart Fogh.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...