Pasfall dyster om Jomfruhummerkloen

Det drejer sig om at markedsføre Toppen af Danmark på de ærlige værdier. Det har været baggrunden for kampagnen Lysets Land - og det er også den ædleste ingrediens i projekt fiskens land. 60 procent af de danske fiskelandinger sker i Toppen af Danmark - det må og skal udnyttes, siger Pauli Jørgensen fra Toppen af Damark. Toppen af Danmark har samlet 30 unikke sommerararrangementer, hvor af vi her har valgt et enkelt, nemlig den relativt nystartede Jomfruhummerfestival, der løber af stabelen søndag 7. august. Fire professionelle kokke dyster om "Den gyldne Jomfruhummerklo". Sidste års vinder, Paul Cunningham fra The Paul i Tivoli, møder bl.a. med den tidligere frederikshavnske restauratør og kok - Thomas Pasfall fra Munkebo Kro og en menu med Læsø Jomfruhummeren som hovedbestanddel. Der lægges samtidig vægt på, at der i så høj grad som muligt anvendes andre Læsø råvarer. Der vil naturligvis være Læsø Salt, grøntsager og krydderurter, frugt og bær, andet godt fra havet, naturprodukter som kantareller, saltkveller og hyben, honning, Galloway kød og lynglam, Juuls skinker. Læsø er et sandt spisekammer for dem, der vil have en særlig smagsoplevelse. Kokkeskolen fra Aalborg kommer igen med elever og faglærere og viser deres forslag med smagsprøver. Øens restauranter vil også være tilstede med boder og deres vinkel på god Læsø mad. Samtidig afholdes en amatør kokkekonkurrence hvor private kan få bedømt deres bedste opskrift.