Trafikulykker

Passager dræbt i trafikulykke

En 38-årig mand mistede livet natten til lørdag, da hans kæreste kørte galt ved Handest.

Parret fra Randers-området kom klokken 00:51 natten til lørdag kørende i en personbil på motorvejen i nordgående retning, da den 34-årige kvindelige fører af ukendte årsager mistede herredømmet over bilen. Bilen skred ud i autoværnet og blev slynget rundt. Den mandlige passager blev slynget ud af vinduet og er dræbt på stedet. Kvinden blev bragt på hospitalet i Randers, men var fysisk uden alvorlige kvæstelser. Hun vil lørdag blive afhørt af politiet for at få fastlagt de nærmere omstændigheder for ulykken.