Passagerfly med 103 om bord styrtet ned - alle overlevede

På mirakuløs vis er ingen omkommet under et flystyrt i Mexico, mens 49 personer er blevet såret

Brandmænd og redningsarbejdere arbejder på at slukke flammerne ved det passagerfly, der tirsdag styrtede ned i det nordlige Mexico med 101 personer om bord. Foto: Reuters
Flyulykke 1. august 2018 00:02 - Opdateret 1. august 2018 06:29

MEXICO: Et passagerfly med 103 personer om bord er sent tirsdag dansk tid styrtet ned i Mexico. Det oplyser luftfartsselskabet Aeromexico ifølge nyhedsbureauet Reuters.

På mirakuløs vis har ingen om bord mistet livet under flystyrtet, oplyser de lokale myndigheder.

49 personer er dog såret og bragt til hospitalet. To af dem er kommet alvorligt til skade. Tidligere var der meldinger om 80 tilskadekomne.

Flyet styrtede ned kort efter afgang fra en lufthavn i byen Durango i staten af samme navn i det nordlige Mexico. Ulykken skete omkring klokken 16 lokal tid.

- Det er bekræftet, at der ikke var nogen dødsfald, skriver Jose Aispuro, der er guvernør i Durango, på Twitter.

Flyet, der havde plads til 100 passagerer, var næsten fyldt op med 99 passagerer og fire besætningsmedlemmer.

- Det regnede, og der var en storm. Jeg tror, at de forsøgte at afbryde starten, men det var ikke længere muligt, siger guvernør Aispuro til en mexicansk tv-station.

Flyet styrtede derefter ned på en mark tæt på lufthavnen Guadalupe Victoria. Her brød flyet i brand.

Han fortæller, at nogle af passagererne i flyet bemærkede en "mærkelig bevægelse" og hørte et højt brag, kort efter at flyet lettede, hvorefter "ulykken skete".

Direktøren for civilforsvaret i Durango, Solano Mejia, fortæller, at flyet "lettede, men styrtede med næsen først" blot få hundrede meter fra landingsbanen.

- Næsen tog slaget. Den, der er hårdest såret, er piloten, siger Solano Mejia.

- De fleste passagerer kunne selv forlade det forulykkede fly, siger han.

Tv-billeder fra stedet viser, at det forulykkede fly på marken er omgivet af en tyk røg, som rejser sig i en søjle højt over flyet.

På ulykkesstedet er både ambulancer, brandmænd, soldater og Røde Kors til stede, skriver nyhedsbureauet AP.

Det forulykkede fly var af typen Embraer 190 og skulle fra Durango til Mexico City.

Ifølge hjemmesiden Planespotters.net er flyet brasiliansk produceret og omkring ti år gammelt, skriver AP.

Repræsentanter for den brasilianske producent er få timer efter hændelsen ankommet til ulykkesstedet og er ifølge Reuters klar til at hjælpe myndighederne med at undersøge flystyrtet.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...