Passagertallet i Dubais lufthavn styrtdykkede i 2020

Selv om Dubai længe har været åbent, faldt passagertallet i byens lufthavn sidste år med over 60 millioner.

Passagertallet i Dubais internationale lufthavn faldt sidste år med over 60 millioner på grund af coronavirus. (Arkivfoto)

Passagertallet i Dubais internationale lufthavn faldt sidste år med over 60 millioner på grund af coronavirus. (Arkivfoto)

DUBAI:På trods af at Dubai som en af få destinationer har været åben for internationale rejsende siden juli, så faldt antallet af passagerer i byens lufthavn sidste år med 70 procent som følge af coronapandemien.

Det oplyser lufthavnsoperatøren Dubai Airports i en meddelelse mandag.

I alt var 25,9 millioner rejsende igennem lufthavnen i 2020. Normalt rejser over 86 millioner hvert eneste år til og fra lufthavnen, der er den travleste i Mellemøsten.

Aktiviteten i lufthavnen var især reduceret i begyndelsen af pandemien. Det skyldes, at regeringen i De Forenede Arabiske Emirater indførte flere restriktioner for at få styr på smitten.

I juli genåbnede Dubai så for internationale gæster, men det kommer formentlig til at tage flere år for rejsebranchen at komme sig.

Ikke mindst fordi restriktioner over hele verden stadig rammer den globale rejsesektor hårdt.

Dubai International Airport tog sig i alt af 183.993 flyvninger i 2020. Det er et fald på 51,4 procent i forhold til året før.

Samtidig faldt det gennemsnitlige antal passagerer per fly med 20,3 procent, oplyser lufthavnsoperatøren.

Herhjemme var der i løbet af januar heftig debat om rejser til Dubai, fordi en række kendte sportsfolk og influencere tog til byen for at få et afbræk fra hverdagens restriktioner i Danmark.

Den 23. januar indførte regeringen så flyveforbud til De Forenede Arabiske Emirater, efter at en borger henvendte sig og berettede om upålidelige coronatest i Dubai.

Det skete, efter at flere rejsende havde bragt smitte med hjem til Danmark fra byen - heriblandt også smitte med de mere smitsomme coronavarianter.

Flyveforbuddet blev ophævet igen 7. februar.

Samme dag indførte regeringen krav om test og ti dages isolation ved indrejse i Danmark.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.