Passende ansvar at tage

I Danmark er op til 80 pct. af en børnegeneration tilfredse med deres skoletilværelse.

Tem Frank
EMNER 8. maj 2007 20:26

Denne del af børnegenerationen kan godt se, at sameksistens kræver koder, dvs. regler for, hvordan vi både ser ud, tiltaler hinanden og handler i forhold til hinanden. Derfor er det billede, som Teresa J. Nielsen (29.4.) tegner af børns opførsel og kultur ikke helt repræsentativt. Det er det ene problem. Det andet problem er de løsningsforslag, som T.J.N. kommer med: Sæt dine grænser som voksen og lad os gøre noget ved det børne-tv, som vi betaler licens til. Det er to helt klassiske modtræk, når en voksengeneration føler sig forulempet eller intimideret af børn og unges opførsel. Jeg har i mange år anført, at det er en sjov ting, at vi skal have et kørekort for at bevæge os ud i trafikken, men vi behøver intet kursus, når vi bevæger os ud i opdragelses- og forældretrafikken. Og det er et fundamentalt problem. Vi lever i et samfund, hvor kompetencer skal måles og omsættes. Heri er de færreste sikkert uenige. Men når det kommer til at omsætte opdragerkompetence, så er der ingen formelle krav fra samfundet. Vi lever i den forvisning om - og så alligevel ikke - at forældrerollen kan alle normalt fungerende voksne klare. Der er faktisk ikke lavet nogen undersøgelse i Danmark, der kan give et svar på spørgsmålet: Oplever du, at du kan leve op til en rolle som forælder? Jeg synes, det giver god mening, at forældre i dag bliver ældre, og at flere udskyder øjeblikket, hvor forældreskabet banker på døren. Hvorfor sætte sig i en situation, hvor man ikke føler, man er kompetent til at udføre hvervet? Hvorfor kaste sig ud i en situation, hvor udkommet kan risikere at blive ”fuck dig”-børn? Vi er meget bedre til at lave livsstilsprogrammer, der kan forvisse os om, at der er mere tryghed i materielle ting. De svarer nemlig ikke tilbage. Skulle jeg, på samme niveau som T.J.N. rette en kritisk røst mod vores tv-flade, så burde livsstilsprogrammer forbydes. Det er blandt andet sådan nogle programmer, der er med til at gøre voksne navlebeskuende. På den anden side har vi også haft mulighed for at følge med i, hvordan andre forældre (ikke) opdrager deres børn. Som kampsportsinstruktør i mere end tyve år har jeg sjældent oplevet problemer, som dem T.J.N. beskriver. Forældre tager faktisk ansvar. Vi kan så diskutere, hvor stor en procentdel der ikke gør eller ikke magter det. Vi ved det faktisk ikke. Jeg mener fortsat, at uddannelse til godt forældreskab er vejen frem. Og jeg mener også, at mange forældre, der har været igennem opdragercentrifugen, kunne få mindst lige så meget ud af det: opdragelse til bedsteforældreskab. At insistere på uddannelse til godt forældreskab er i sig selv en vej til både at tage ansvar og til at ville mene noget med forældreskabet. For alt for mange voksne står eller oplever at stå alene med opdragerrollen. Derfor er det ikke ”bare” at tage sig sammen og sætte grænser. For grænser skal give mening og skal helst passe med livsstilen. Kunne forældrebestyrelser så ikke være en passende arena, for det her med at komme på ”skolebænke” er da ikke for voksne mennesker, der har udtjent deres forældreskabspligt? Nej, for i praksis fungerer forældrebestyrelser ikke efter et princip om at opnå forståelse, men om, hvem der har ret, og om at få bekræftet egne forestillinger om, at ”min måde at opdrage på er der ikke noget i vejen med”. Hvor ville det være befriende, om flere forældre stod frem og tvivlede på deres egen rolle i stedet for at insistere på, at jeg bare skal tage mig sammen og sætte grænser. Forestil dig en institution i bedste Anonyme Alkoholikere-stil: ”Hej, jeg hedder ”Farmand”, jeg er 40 år, og jeg er ikke nogen god forælder!” Grotesk? Men hvis vejen til ændring af praksis sker gennem erkendelse, så kræver situationen, at der sker erkendelse. Der er ikke noget, der er så godt som tv om aftenen til at fortrænge erkendelse. Jeg siger ikke, at man bliver dårlig forælder af at se tv. Men jeg siger heller ikke, at børn bliver dårlige børn af at se tv. Endelig vil jeg meget gerne, at T.J.N. overvejer at acceptere, at der rent faktisk - bag overfladen - findes en rigtig stor gruppe af børn, som forsøger at være til på trods af forældrenes livsstilsgriller og andre projekter. Det ville være et passende ansvar at tage. [ Tem Frank Andersen er født i støvet af 69-generationens blomsterbørn. Er far til tre - og en hund og en kat. Forskeruddannet ved Aalborg Universitet i kultur, medier og læring. Cand.mag. og ph.d. Formand for Aalborg Karate Skole. Næstformand for Folkeuniversitetet i Aalborg. Eksternt tilknyttet Aalborg Universitets Center for Interaktive Digitale Medier.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...