Passer antikbutik trods kroniske smerter i ryggen

SÆBY:Helle vindstrup har netop taget en af de store kolbøtter i sit liv. Sammen med sin mand har hun forladt Rønde på Djursland for at prøve lykken som antikvitets-handler i Sæby. Parret har købt hus i Sulbæk og åbnet antik-butik i Grønnegade i Sæby. - Vi har holdt ferie på Sæby-kanten i mange år, og vi har altid nydt det meget. Derfor besluttede vi os for at tage chancen og flytte herop, fortæller Helle Vindstrup. Hun har en fortid som leder af en børneinstitution, men måtte desværre sygemeldes med slidgigt i ryggen. En operation hjalp ikke alverden, og derfor søger Helle Vindstrup nu førtidspension. Ryggen smerter, så hun holder kun åbent i forretningen fredag og lørdag. - Målet er at holde åbent hele året og forhåbentlig udvide åbningstiden. Men nu må vi se, hvordan det går, siger Helle Vindstrup, der nøjagtig som sin mand er en samler af rang. Butikken bugner af varer, heriblandt glas og porcelæn, men hjemme i privaten er også et stort lager. Der er altså rigeligt at supplere hylderne i butikken med.