Passer til vejret

Dagens ret giver plads til præcis den vin, man kan tænke sig. Kyllingen kan passe til både rød og hvid vin, og skinken er der heller ingen problemer med.

Mit valg er faldet på Château de Valcombe Tradition 2003 fra Costières de Nîmbes (Vins Verden, Odense, tlf. 66144448, 75 kr.). Den passer nemlig til vejret. Det begyndende efterår er tidspunktet, hvor vi kan gå over til de lidt kraftigere vine. Costières de Nîmbes ligger i den sydvestlige del af Rhône, der har masser af potentiale til god vin, men er en smule overset i vores begejstring for de oversøiske vine. Slottet er et af de bedste i området. Til Tradition er anvendt 70 procent syrah og 30 procent grenache, så der er god fylde og en del krydderi.