EMNER

Passivitet skal ikke belønnes

en politisk-administrativ disciplin.

For kastebold er blandt andre de såkaldte "nomadefamilier", som én eller flere - måske endog adskillige - gange flytter fra kommune til kommune, uden at der nødvendigvis bliver grebet ind over for, hvad familierne måtte have af sociale mangler. Rundt om i landet findes talrige eksempler på familier, som er flyttet til en ny kommune, hvor personalet i den lokale social- og sundhedsforvaltning har opdaget, at der ikke bare er noget galt med de pågældende familier - men at det også står så slemt til, ikke mindst med børnenes velfærd, at den kommune, som familierne kommer fra, burde have skredet ind for længst, for eksempel sørget for at få børnene tvangsfjernet. Hidtil har det været muligt for tilflytterkommunen at sende regningen til den forrige kommune, hvis den har været for passiv til at skride ind - men dét har en afgørelse i Højesteret sat en stopper for i 2003. For ifølge lovgivningen er der nemlig slet ikke hjemmel til at sende regningen til den forrige, såkaldte "passive" kommune, som har gjort for lidt for at rette op på familiernes trivsel. Denne fremgangsmåde har selvsagt fået flere politikere på banen, og heldigvis har landets nye socialminister, Eva Kjer Hansen (V), markeret, at hun er parat til at se positivt på at ændre lovgivningen, så det netop - igen - bliver muligt for den "aktive" kommune at sende regningen til den "passive". Lovændringen nærmer sig det indlysende, for naturligvis skal det ikke kunne betale sig for en kommune at gøre for lidt - eller måske ligefrem intet som helst - for at hjælpe familier med alvorlige sociale problemer. Selvfølgelig kan det være svært at bevise, om en kommune med fuldt overlæg har været for passiv, men åbenlys passivitet skal ikke belønnes - og da slet ikke når det i betænkelig grad ligner kassetænkning af den type, hvor kommunen spekulerer i, at socialt set hårdt ramte familier jo nok flytter videre til en anden kommune, som så kan afholde udgifterne til eksempelvis tvangsfjernelser.