Lokalpolitik

Pastor Sonnes pibe i fjendens mund

Preussisk soldat ville have ild på sin pibe - men det var præsstens egen pibe.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Østrigske husarer røver heste i Thy og på Mors. Mesteren bag tegningen er en tysker, og den blev offentliggjort i Illustrierte Zeitung, der skrev, at det var ¿en rigtig artig spas for de lystige knægte¿. Det danske Illustreret Tidende bragte sidst i august ¿ da de fremmede tropper havde forladt landsdelen ¿ tegningen med denne bemærkning: ¿Tyskerne fryder sig over deres egen skam! De vil ikke blot udbrede deres kultur, men de gør tillige deres felttog så indbringende som muligt ved at stjæle heste¿.

Sommeren 1864 i Thisted. Fjendtlig støvletramp i gaderne og militærmusik på Store Torv. Preussere og østrigere besætter Thy. ¿I Gaar kom der 4 til vor rare Pastor Sonne, og da han ikke kunde blive af med dem, anviste han dem en Stue, men de vilde have 3 Værelser, hvad de dog ikke fik. Da en Soldat kom ud til Sonne og vilde have Ild paa sin Pibe, viste det sig, at det var Præstens egen Pibe, han havde taget!¿ Citatet er fra den dagbog, som Sophie Schow førte i de dramatiske dage i juli 1864, da preussiske og østrigske tropper rykkede op gennem Jylland - og også besatte Thy. Thisted var en overgang ¿vært¿ for 700-800 soldater. Og den rare præst, der fik ¿besøg¿ af fremmede, var dén Hans Chr. Sonne, der i eftertiden vil være mere kendt for oprettelsen af den første brugsforening: Thisted Arbejderforening. Det skete et par år efter besættelsen. Sophie Schow var gift med Ulrik Frederik Rosing Schow, byfoged og birkedommer samt politimester i Thisted fra 1861 til 1872. Hun var tæt på begivenheder og personer, og hun fortæller levende om en stor omvæltning i en lille by med få tusinde indbyggere. Det er en betydningsfuld kilde til den lokale historie; hun beretter om, hvad hun ser og hører, ikke mindst giver hun udtryk for, hvordan en besættelse påvirker en familie med små børn. En øjenvidneberetning fra første parket, øjebliksbilleder fra en by med fjendtlig støvletramp i gaderne og en sejrsberuset militærmusik på den lille bys store torv. Og ofte langt fra den ¿officielle¿ historie, man kan læse sig til i den lokale avis, Thisted Amtsavis, i de samme dage både under og efter besættelsens ophør. Nok blev der våbenhvile, senere fredsaftale, men der skulle fortsat fares med lempe. Dette hensyn var Sophie Schow ikke underlagt, når hun sad derhjemme med pen og papir og skrev til ¿alle mine Kjære¿. Hos hende dukker levende mennesker frem bag navne og fornemme titler. Der vil altid kunne påvises uoverensstemmelser mellem det øjeblikkeligt sete og hørte og en historiskrivning baseret på dokumentation på års afstand; det svækker dog ikke dette autentiske link, denne stemme fra 1864, hvis vi for alvor vil prøve at forstå, hvad der skete dengang, og hvordan det blev oplevet af dem, der stod plantet midt i begivenhederne - midt i historien. Thisted Sygehus var blevet taget i brug som militært lazaret under den danske hærs tilbagetrækning, og sidst i juni 1864 befandt sig her 30 syge og sårede soldater. To af dem døde og blev begravet på kirkegården i Thisted, mens fjenden stod i byen. Amtmanden, baron Rosenkrantz, var bortrejst, og byfoged Schow, der var konstitueret som amtmand, sørgede for at få pantebøgerne fra herredskontoret og bøgerne fra amtstuen og amtskontoret samt alle offentlige midler i rede penge og bankbøger bragt i sikkerhed. Det blev overdraget toldkontrollør Bolvig, Klitmøller, at sejle det hele til København. Forinden havde han gravet pengekisten ned i et hus i Klitmøller. Og det blev Schow, der måtte tage imod de ubudne gæster. Rosenkrantz vendte ikke tilbage til Thisted før omkring 1. september, og højrebladet Thisted Amtsavis kritiserede meget skarpt, at amtmanden, der var medlem af Landstinget, havde været borte i over to måneder for at dyrke politisk virksomhed, mens amtet var ude i alvorlige vanskeligheder. Bedre blev sagen ikke, da amtmanden efter 14 dages ophold i Thisted atter rejste bort i fem uger. Dette gav avisen anledning til at spørge, om embedsmændene var til for folkets skyld. ¿Det var under alle Omstændigheder sørgeligt, at sligt skulde taales¿, som det udtryktes. En deling preussiske dragoner var de første, der ankom, men drog bort, da østrigerne kom. En kort tid var der indkvarteret preussisk infanteri, men østrigerne protesterede, og forbundsfællerne måtte atter drage bort. Østrigerne kaldte øvrigheden sammen på Store Torv og erklærede byen for okkuperet. De krævede de offentlige kasser udleveret. Men i dem fandtes der af nævnte - gode - grunde dog ikke en eneste skilling. Ved havnen beslaglagdes skibe, der var lastet med korn. Mange af de østrigske officerer blev indkvarteret i dyrlæge Møllers gæstgivergård ¿ det senere Landmandshotellet og nuværende Kvickly i Vestergade. Patruljer gik rundt i gaderne og jagede folk inden døre. Et herrefolk var kommet til byen. Det var dog ikke uimodtagelig for bestikkelse i forbindelse med ¿udskrivningen¿ af heste. Mens fjenden var i byen, holdt daglig på Frederikstorv en stor vognpark, der var ¿rekvireret¿ fra de nærmeste sogne og som stod til officerernes afbenyttelse. Der blev foretaget daglige køreture rundt i Thy. Der foreligger beretninger om det overvældende indtryk, naturen i Thy gjorde på fremmede ¿ også dengang. Ikke mindst mødet med havet har været værd at skrive hjem om. Hvis postgangen ellers havde fungeret i de urolige krigsmåneder. Den tyske forbindelse Hos lokalhistoriker og museumsleder P.L. Hald findes - set med nutidsøjne - en overraskende oplysning vedrørende de fjendtlige tropper. Mange thyboer var tilsyneladende velbevandret i det tyske sprog. Konsul Bendixsen var den officielle tolk, ¿men i øvrigt var det ikke vanskeligt at tale med Fjenden, da mange af Byens Borgere beherskede Sproget¿. Tysk var det fremmedsprog, de fleste på det tidspunkt kunne ¿ hvis de talte et fremmedsprog. Engelsk spillede en sekundær rolle. Helt frem til og med 1864 var Jylland økonomisk, handelsmæssigt og finansielt meget tæt knyttet til det tyske. Det gjaldt også for Thisted. Mange skibe herfra sejlede på tyske havne. Thisted befandt sig i begyndelsen af 1860¿erne i en betrængt økonomisk situation. Krigen og den fjendtlige besættelse gjorde det ikke bedre. En læge søgte om nedsættelse af skatten, men fik afslag af kommunalbestyrelsen, der gjorde opmærksom på, at ¿Byen Thisted, saavidt vides, i År nyder den tvivlsomme Ære at være den højestbeskattede By i Danmark, og at Skattebyrden derfor hvilede tungt paa alle Byens Borgere¿. Det fremgaar af de kommunale arkiver, at bl. a. fattigvæsenets udgifter var steget i ¿en foruroligende Grad¿. Den private godgørenhed var ellers betydelig. Det var ønsket om at hjælpe de mindrebemidlede - ¿småfolk¿ - at nævnte Sonne gik i gang med at stifte en husholdningsforening efter engelsk mønster, og den 17. juni 1866 stiftedes Thisted Arbejderforening som et aktieselskab. Foreningen kom til at danne Danmarks første brugsforening og blev et mønster for de senere oprettede. Fra samme år stammer den første sammenslutning af Thisteds håndværkere: ¿Foreningen til Understøttelse for trængende Haandværkere og Industridrivende i Thisted samt deres Enker¿. Udgifterne til fjendens ¿naturalforplejning¿ beløb sig efter regnskaberne til 2285 Rdl. 3 Mark, en stor udskrivning for en fattig by, hvortil kom en del større og mindre beløb, som borgerne havde lagt ud. Således havde fjenden som nævnt bortført de skibe, der lå i havnen, da de kom til byen. ¿Den store Standsning af al Handel og Omsætning i denne Tid førte ogsaa til stor Næringsløshed, og Kommunalbestyrelsen blev opfordret til at søge udvirket at faa Garnision i Byen; man ønskede et Regiment eller en Bataillon Infanteri¿, skriver P.L. Hald i sin købstadshistorie. Det lykkedes som bekendt ikke. Det blev i stedet et civilforsvarskorps, der kom til byen omkring hundrede år senere ¿ også i forlængelse af en krig og tysk besættelse (1940-45). Preusserne og østrigerne havde tegnere og korrespondenter ved fronten. Og i Danmark var det ikke mindst læserne af det populære Illustreret Tidende, der blev underrettet om krigens gang - både når det gik godt, og da det til sidst gik knap så godt. ¿Derovrefra¿, den første artikel, som bladet bragte fra krigsskuepladsen i Slesvig, var med et billede af C. J. de Meza, den kommanderende overgeneral i Dannevirke-stillingen, til hest sammen med sin stab. Bladet bragte tillige meddelelsen om, at det havde sørget for korrespondenter og tegnere ved fronten og havde i den følgende tid træsnit efter skitser af en række kunstnere. Blandt dem så kendte malere som Otto Bache og den senere Tivoli-direktør, Folkemuseets og Frilandsmuseets skaber, Bernhard Olsen. Han var tjenestgørende officer i arméen ligesom andre af bladets billedleverandører. Ingen af Illustreret Tidendes medarbejdere kom dog så langt som til Thy og Mors. Vi må tage til takke med billeder i tilsvarende tyske blade. Flere viser, hvordan danske heste bliver udskrevet, ¿rekvireret¿, til krigstjeneste. ¿Hestetyverier¿ kaldte man det nu i Thy og på Mors. Sophie Schow og ¿mandstugten¿ ¿I det store og hele var forholdene under besættelsen tålelige¿, fremgår det af senere lokal historieskrivning, der henholder sig til amtsavisens beskrivelse af den ¿gode Mandstugt blandt de fjendtlige Tropper¿. Nogle overgreb skete der dog, mest i form af tyverier af madvarer. Penge og værdisager havde man de fleste steder gemt bort. Det mørkeste kapitel i historien var hesterøverierne. Besætterne beslaglagde de heste, de kunne finde, til krigsbrug, og selv om det i mange tilfælde lykkedes at skjule hestene i lavninger eller træplantninger, blev der dog taget ca. 100 heste på Mors og ca. 150 i Thy i Thy og Vester Hanherred. Det er i al fald de tal, der opgives i den lokale historie, når begivenhederne i 1864 blev fortalt op gennem 1900-tallet. Det er betydeligt højere tal, Sophie Schow hører om i julidagene i 1864 og noterer ned i sin dagbog. Bønderne blev ofte lokket i en fælde - de fik ordre til at stille med køretøjer for at udføre kørsel, og når de mødte, blev hestene spændt fra og preusserne og østrigerne forsvandt med dem, de fandt egnede til den videre færd gennem Jylland. Dét med hestetyverierne gjorde også indtryk på Sophie Schow - dét med fjendens ¿mandstugt¿ tog hun ikke for så gode varer som datidens amtsavis og senere lokalhistorikere. Under alle omstændigheder havde hun en anden opfattelse af, hvad ¿mandstugt¿ dækkede over. På danskerne havde rømningen af Dannevirke en lammende virkning, for ingen havde jo ventet, at volden ville blive forladt uden virkelig kamp. Kun én gang senere i historien har danskerne oplevet et tilsvarende chok: 9. april 1940 og den tyske besættelse.Endnu værre tegnede fremtiden sig i 1864, da preusserne stormede Dybbøl-stillingen og senere sammen med østrigerne rykkede op gennem Jylland - ja, helt til Skagen kom de og ikke kun for at vise dét flag, de plantede på Grenen! Det er denne dystre baggrund, man skal have med, når man i dag læser, hvad den lokale avis i Thisted havde at meddele i sommeren 1864 - og hvad byfogedens hustru kunne berette i dagbogen til familien. Det danske monarki mistede over to-femtedele af sit landområde og omtrent en tilsvarende del af sin befolkning. Og mange tvivlede på, at landet så stærkt formindsket ville være i stand til at hævde en selvstændig statstilværelse. Denne tvivl bestyrkedes yderligere ved den bitre strid om skylden for, hvad der var sket. Forfatteren Herman Bang karakteriserede den tilstand, som danskerne befandt sig i, som ¿sårfeberen fra 1864¿, der var svær at slå ned. Men det skulle alligevel vise sig, at ¿den danske Nationalitet baade Nord og Syd for Kongeaaen havde en Livskraft større end nogensinde før¿, som det hedder i Danmarks Riges Historie. ¿I Kongeriget vaagnede der en Følelse af, at Folket, for at hævde sin Eksistens og bøde paa hvad der var tabt, i en ganske anden Grad end tidligere maatte anspænde sine Kræfter, og denne Følelse satte Frugt i en aandelig og materiel Udvikling, som ingen tidligere Periode havde set Magen til¿. Danmarks Riges Historie udkom i 1907. 13 år før Nordslesvigs genforening med Danmark. Hedeopdyrker Enrico Dalgas" indsats efter nederlaget blev symbolet på den patriotiske tanke, at hvad udad tabes, skal indad vindes. Overalt i landet kom landvinding i gang. Alene i Jylland voksede det samlede landbrugsområde i tiden fra 1864 til 1914 med 4000 kvadratkilometer ¿ et område lige så stort som det tabte Nordslesvig. Så langt ud i fremtiden havde man ikke turdet se i 1864. For Sophie Schow i Thisted, byfogedens kone, var det foreløbigt alt rigeligt, at fjenden havde forladt Thy, og at det atter var muligt at komme i forbindelse med familien i København. Det første, der afgik med postvognen fra Thy, var den dagbog, vi i dag har mulighed for at kigge med i og derved føres ind bag facaden af en fjendtlig besættelse i Thy i 1864. Familien på Sjælland havde også haft deres at se til, mens jyderne fra Kongeåen til Skagen våndede sig under fjendens tvangsudskrivninger. Tabet af Als natten mellem 28. og 29. juni havde virket lammende - især på hovedstaden. Her havde man hidtil følt sig tryg. Panikken greb københavnerne. Ville Fyn falde? Hvis en ny østrigsk flåde dukkede op, kunne fjenden ventes når som helst. Så vidt kom det dog ikke. Men forinden nåede kurserne nået at rasle ned på Børsen, tjenestepiger og håndværkssvende stormede sparekasserne for at hæve deres beskedne indskud ¿ Som besætterne så det Blandt kilderne til de nærmere omstændigheder ved den fjendtlige besættelse af Thy og Thisted er to beretninger i tyske aviser. I ¿Norddeutsche Zeitung¿ er der en skildring af de første troppers overgang ved Oddesund og ankomst til Thisted. Den anden beretning stammer fra en østrigsk soldat, der var indkvarteret i Thisted, og som i et brev fortæller ¿Hamburger Nachrichten¿ om begivenhederne. Thisted skildres som en pæn lille by, hvis befolkning kun nødtvunget tog mod den beordrede indkvartering. Man anviste soldaterne skure, lofter og åbne stalde som sovesteder. Soldaterne klagede, og det blev byfogeden, dagbogsskriveren Sophie Schows mand, der skulle sørge for, at forholdene blev bragt i orden. Ellers ville byens bedste værelser blive ¿tvangsbelagt¿. Østrigeren fremhæver, at husene i Thisted ikke havde numre. ¿Man kendte der endnu ikke til denne til Indkvartering nødvendige Indretning¿. Besættelsesmagten skulle dog hurtigt sørge for, at thistedboerne fik bragt også dette forhold i orden. Og det var en nummerering, som byen siden holdt fast ved ¿ ifølge senere lokal historieskrivning. I Thisted Amtsavis kunne man dog 1. december 1864 læse følgende notits: ¿Paa nogle Huse her i Byen findes endnu den af Tyskerne under Okkupationen befalede Nummerpaategning. Vi holde os forvissede om, at ingen af vore danske Medborgere kunde ønske at bibeholde nogen Erindring om de ubudne Gjæsters Nærværelse, og at det kun er en Forglemmelse, naar de ikke for længst have ladet disse Indskrifter udviske¿. Og den rare pastor Sonne, som vi skrev om i indledningen. Han oprettede Thisted Arbejderforening, Danmarks første brugsforening, og han tog initiativ til et børneasyl i byen. Og et af bestyrelsesmedlemmerne her blev Sophie Schow, byfogedens dagbogsskrivende kone. Læs mere om de dramatiske julidage 1864 i Thisted på Lokalhistorisk Arkivs hjemmeside, bl.a. den omtalte dagbog i fuld udstrækning: www. Thisted-Bibliotek.dk