Patient og sikkerhed i anden række

Med Sundhedsstyrelsens nye specialeplan har privathospitaler fået grønt lys til at udføre en række kirurgiske behandlinger, som førhen kun kunne varetages af det offentlige.

I stedet for at centralisere specialer med henblik på at sikre størst mulig kvalitet, spreder Sundhedsstyrelsen nu operationer ved at tildele omkring 50 privathospitaler status som specialistcentre for komplicerede operationer. En spredning, der går stik imod hensigten med specialeplanlægningsarbejdet, og som i den grad helliger de private hospitalers fremmarch. Set i det lys lugter planlægningsarbejdet af at være blevet påvirket af den borgerlige regerings intentioner om at få svækket det offentlige til fordel for mere privat virksomhed. Skal jeg overbevises om, at dette ikke er tilfældet, må Sundhedsstyrelsen kunne føre dokumentation herfor. For det FØRSTE vil jeg gerne overbevises om, at det er kvalitetsmæssigt bedre at have lægefaglige specialer spredt frem for samlet. For det ANDET vil jeg gerne overbevises om, at privathospitaler med kommende specialistcenter-status til enhver tid selv kan løse de opgaver, der eksempelvis måtte opstå før, under og efter en operation. På samme vis som det i dag sker i det offentlige hospitalsvæsen. Jeg tænker eksempelvis på patienten, der indlægges til operation efter forudgående undersøgelser. Som udgangspunkt vil operationen kunne forløbe ukompliceret. Et stykke henne i operationen begynder patienten imidlertid at bløde voldsomt, og pludselig involverer operationen andre organer end først antaget, hvorfor det bliver nødvendigt at tilkalde flere andre lægefaglige specialister. Operationen får et længere og helt andet udfald end lægerne havde forudset. Det samlede team på operationsstuen er heldigvis gearet til at løse de meget komplicerede opgaver. Patienten overflyttes efterfølgende til behandling på intensivafdeling. Patientens overlevelse er altså betinget af et team på operationsstuen, som kan løse uforudsigelige akutte livstruende opgaver, inkl. hurtig tilstedeværelse af nødvendige eksperter og efterfølgende intensiv behandling. Et back-up og en bredde i behandlingstilbud, som til dato langt fra eksisterer på alle de privathospitaler, der nu tildeles status som specialistcenter. For det TREDJE vil jeg gerne overbevises om, at en total udlægning af visse operationstyper til det private ikke risikerer at udvande det offentlige hospitalsvæsens samlede ekspertise. Jeg tænker eksempelvis på patienten, der indlægges til en fedmeoperation. I dag udføres næsten alle disse operationer på privathospital. Det er ikke ukendt, at der er en vis risiko for komplikationer ved en fedmeoperation, der ikke sjældent fører til behov for behandling på en højt specialiseret kirurgisk og intensiv afdeling på et offentligt hospital. Set i et patientperspektiv er det naturligvis trygt at vide, at man kan overflyttes til et offentligt hospital, såfremt en operation udført i privat regi kompliceres. Men - jeg har talt med flere erfarne kirurger på dette felt, som forklarer, at såfremt de offentlige hospitaler ikke opretholder rutinen med fedmeoperationer i hverdagen, kan det blive særdeles vanskeligt at skulle mestre eventuelle efterfølgende komplikationer. Lad mig for en god ordens skyld understrege, at Socialdemokraterne ikke ønsker at udelukke privathospitaler som aktører. Det, vi ønsker, er et stærkt offentligt hospitalsvæsen suppleret med privat virksomhed, der hvor nytten er størst. Som patient skal man uanset sted kunne være sikker på højeste kvalitet i behandling såvel før, under som efter en operation. Det er der ikke lagt op til med den nye specialeplan. Set i et samfundsmæssigt perspektiv risikerer oprustningen af det private derimod at svække det offentlige hospitalsvæsen. Set i et politisk perspektiv er dette et godt eksempel på, at V/K og måske Sundhedsstyrelsen tænker ideologi og system frem for patient og patientsikkerhed.