Patient smidt ud af lægevagten

Læge afviser klage som ren nonsens

FREDERIKSHAVN:Claus Windelev, Frederikshavn, er stadig ret rystet over den behandling, han fik, da han med en dårlig fod henvendte sig til lægevagten på Sygehus Vendsyssel i Frederikshavn. Claus Windelev havde beskadiget foden under ferie i Thailand, og straks efter hjemkomsten tog han direkte til Frederikshavn Sygehus, hvor han i receptionen venligt blev henvist til lægevagten. Blev overfuset - Jeg var knapt kommet inden for døren, før jeg blev overfuset og skældt huden fuld af en doktor Eibye. Han råbte vredt til mig, at jeg ikke skulle bryde mig om bare sådan at komme og misbruge systemet, forklarer Claus Windelev, der har klaget til sygehusledelsen. - Jeg var fuldstændigt lamslået og troede først, han spøgte, men jeg skal love for, at det ikke var tilfældet. Jeg fik ikke et ord indført i hans vrede råben om, at jeg bare skulle se at kontakte min egen læge, og at ”hvis jeg havde kunnet gå så langt, så kunne jeg vel også gå hjem igen”. Da jeg i et forsøg på at få ham til at falde ned på jorden, skyndte mig at vise ham min beskadigede fod, så kikkede han blot kort, og sagde, at jeg skulle skrubbe af. Jeg kunne jo tage mine lægelige problemer med til min egen læge om mandagen, forklarer Claus Windelev. - Jeg fik ikke en chance for at forklare ham, at jeg på grund af rejseaktiviteter som direktør for Alpha Diesel ikke ville have en chance for at se min egen læge den kommende mandag. Claus Windelev synes, han skylder andre fremtidige patienter, at de hører om, hvilken ubehøvlet og uansvarlig opførsel, han følte sig udsat for. - Hvis doktor Eibyes opførsel er symptomatisk også i forhold til andre patienter, så er han ikke berettiget til at bestride en stilling, der lægger stor vægt på patientpleje og omsorg, påpeger Claus Windelev. Rent nonsens Praktiserende læge, Henning Eibye Andersen, Frederikshavn, siger, at han fra sin vagt den dag udmærket husker den mand, der mødte op med en otte-ti dage gammel skade fra Thailand. - Det er det rene nonsens, at jeg var ubehagelig over for ham. Han var derimod meget arrogant. Jeg sagde, han skulle kontakte egen læge først. Der var ingen akut behov for behandling, men manden ønskede en røntgenundersøgelse. Afviste røntgen - Det afviste jeg, hvorefter han beklagede sig over det elendige danske system og glædede sig til, når han skulle tilbage til USA. - Ifølge Claus Windelev fik han fire dage senere hos egen læge penicillin for en betændelse, der havde bredt sig? - Hvorfor først fire dage senere? - Claus Windelev skulle på forretningsrejse om mandagen. - Nå, men så må han jo ikke have været syg nok. Det er det klassiske problem med folk, der rejser. De tror, de bare kan komme anstigende efter deres egen læges lukketid. - Men der var åbenbart gået betændelse i såret? - Det, jeg konstaterede, var en ubetydelig hudafskrabning, siger Henning Eibye Andersen.