Patient: Ventegodt slog mig med flad hånd

København, onsdag /ritzau/ En kvindelig kursist bekræfter, at hun er blevet slået af Søren Ventegodt, men nægter, at hun blev slået med knytnæveslag. - Det var med flad hånd. Den kvindelige kursist, der i sommeren 2004 blev slået af Søren Ventegodt i forbindelse med en sommerlejr på Langeland, reagerer nu selv på omtalen af hendes person. Hun ønsker at afkræfte, at hun blev slået med knytnæveslag, men ønsker ikke at uddybe sagen yderligere. - Det var med flad hånd. Det er ikke sandt, at han slog mig med knytnæve. Det er heller ikke sandt, at min kæbe gik af led. Resten vil jeg ikke udtale mig om, siger kvinden til Ritzau. Hun bekræfter, at hun var til stede på Søren Ventegodts årlige kursus på Langeland. Ekstra Bladet skrev onsdag, at kvinden blev slået med flere knytnæveslag, at hun faldt om på gulvet, og at hendes kæbe gik af led. Efterfølgende har kvinden angiveligt skrevet en mail til de øvrige kursister, hvor hun tager afstand fra Søren Ventegodts behandling. /ritzau/