Patienter dør af overbelægning

Overbelægning betyder, at patienterne ikke får den behandling, som de skal have, siger læge bag nyt studie

Arkivfoto

Arkivfoto

KØBENHAVN:Overbelægning på hospitalerne handler om meget mere end patienter på gangene.

Det handler om liv eller død, viser et nyt stort studie, som speciallæge Flemming Madsen står bag, skriver Information.

- I Danmark går retorikken meget på, at det er synd for patienterne, at de ikke har ordentlige forhold. Men vores undersøgelse viser, at det er meget mere alvorligt end det.

- Det handler om, at patienter ikke får den behandling, som de skal have - og at der er øget risiko for at dø, siger Flemming Madsen til Information.

Hvis der er høj belægningsgrad på en afdeling, det vil sige en belægning på 110 procent eller mere, er der ni procent flere, der dør på hospitalet, end når der er en belægning på under 80 procent.

Skræmmende

Undersøgelsen er udarbejdet på baggrund af 2,6 millioner indlæggelser på danske medicinske afdelinger fra 1995 til 2012, og den bliver i dag offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Health Affairs.

Formand for Patientforeningen Lars Engberg kalder undersøgelsen for en ”øjenåbner”.

- Det er skræmmende, men det er egentlig ikke så underligt, for når der er en belægning på 120 procent, så skal personalet nå 20 procent mere. Det resulterer i flere fejl, nogle af dem er dødelige, siger Lars Engberg til Information.

Patientsikkerhed ryger

Samme holdning har næstformand i Lægeforeningen Jette Dam-Hansen.

- Undersøgelsen bekræfter den antagelse, vi længe har haft; at overbelægning er et problem, som man er nødt til at tage hånd om, fordi den går ud over patientsikkerheden, siger hun til Information.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.