Patienter kan få udført plastikkirurgi i Aalborg

NORDJYLLAND:Fra næste år vil mange nordjyder ikke længere være nødt til at rejse ud af amtet for at få lavet plastikkirurgi som rekonstruktion af bryster efter brystkræft, fjernelse af ondartede modermærker, fjernelse af kvinders overskæg og operationer, der gør bryster mindre. I stedet skal der være en ny plastikkirurgisk basisfunktion på Aalborg Sygehus, som kan klare disse opgaver. Amtet er nu ved at planlægge, hvordan afdelingen skal fungere. Den skal have to læger, og de skal have et samarbejde med den tilsvarende afdeling i Århus, så lægerne kan få et fagligt netværk. - Man bruger i stigende omfang i forbindelse med kræftoperationer at tilbyde patienterne efterfølgende operationer, som for eksempel rekonstruktion af bryster, fortæller Leif Serup, som er planlægningschef i sundhedsforvaltningen. Nogle af funktionerne udføres i dag på ortopædkirurgisk afdeling i Aalborg, og der laves brystoperationer, der gør brysterne mindre, i Brovst og Dronninglund. Det skal de foreløbig blive ved med, men på langt sigt er det meningen, at alle de plastikkirurgiske funktioner samles i den ny funktion i Aalborg. Idéen blev vedtaget med sygehusplanen for to år siden og er altså nu ved at blive til virkelighed. I sidste kvartal 2003 skal den være i fuld drift.