Patienter sendt til skanning i Vendsyssel

CT-skanner på Sygehus Thy-Mors har været i stykker

En lang række patienter har i de seneste par uger oplevet, at de enten har fået udsat deres planlagte CT-skanning, eller de er blevet sendt på køretur til et af regionens andre sygehuse, hvis skanningen har hastet. CT-skanneren på Sygehus Thy-Mors i Thisted har nemlig været i stykker. - Det er rigtig uheldigt. Vi kan ikke undvære skanneren. Som akutsygehus skal vi have to CT-skannere, så vi altid har én, hvis den anden går ned. Den nye bygning til akutmodtagelsen er dimensioneret til en ny CT-skanner, siger sygehusdirektør Kurt Nielsen. Det varer dog stadig nogle år, inden bygningen står klar. Indtil da krydser personalet på sygehuset fingre for, at den eksisterende skanner kører planmæssigt. Der har hidtil været en del problemer med den. Her i seneste omgang var det et rør, der var gået i stykker, og som skulle skiftes. Sådan et rør koster en million kroner. - Røret gik i stykker torsdag 4. marts. Teknikere fra Philips kom med det samme med et nyt, men de kunne ikke få det til at fungere. De rodede med det i flere dage og fik til sidst en ekspert kaldt op fra Holland. Han opdagede hurtigt, at det nye rør var defekt. Nu har vi endelig fået sat et nyt rør i, der virker, så skanneren har fungeret igen fra i mandags, fortæller Kurt Nielsen. I de 12 dage, maskinen var ude af funktion, hobede undersøgelserne sig op. De planlagte skanninger, der kunne vente, er blevet udskudt. - Vi har en pukkel, som vi nu skal prøve at arbejde af med overarbejde, siger sygehusdirektøren. Værre var det med de akutte patienter, som straks blev transporteret videre til skanning på et andet sygehus, og de patienter, som ikke kunne tåle at vente ret længe.