Kultur

Paul McCartney overrasker pubgæster i Liverpool med koncert

Gæster på pubben Philharmonic fik lørdag en overraskende koncert med Beatles-stjernen Paul McCartney.

Lørdag aften gik gæster på pubben Philharmonic i Liverpool på de sociale medier med beretninger om, at Beatles-stjernen Paul McCartney havde givet en overraskende koncert på stedet.

Det skriver musikmagasinet NME.

Koncerten kom ikke fuldstændig ud af det blå. Gæsterne var blevet lokket på pubben med gratis billetter til en koncert med en unavngiven "global superstjerne", skriver avisen Liverpool Echo.

Lokalavisen kunne desuden berette, at Paul McCartney tidligere på dagen var blevet set med talkshow-værten James Corden ved forskellige kendetegn i Liverpool.

Britiske James Corden har et talkshow i USA med navnet "The Late Late Show". Et fast indslag i showet er, at kendte - ofte musikere - får et lift af James Corden, mens de giver prøver på deres sangstemme.

Eksempelvis har Stevie Wonder, Adele, bandet Red Hot Chili Peppers og tidligere førstedame Michelle Obama fået et lift af James Corden.

Ifølge Liverpool Echo skriver en af gæsterne på pubben på Twitter:

- Ikke hver dag man får lov at høre Paul McCartney synge alle Beatles-sangene med James Corden på en pub i Liverpool!!!!!!!!

Ifølge NME blev koncerten filmet. Det er ukendt, hvornår optagelserne fra pubben skal bruges.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst