Udland

Pave Frans hyldet af katolikker på Peterspladsen

Peterspladsen i Rom er atter fyldt af jublende katolikker, der hylder deres nye pave.

Pave Frans hyldet af katolikker på Peterspladsen

En jublende menneskemængde hyldede pave Frans, da han tirsdag gjorde sin entre på Peterspladsen i Rom helt klædt i hvidt.

Den nyvalgte pave skulle tirsdag holde sin indsættelsesmesse i Peterskirken, og tusinder af katolikker var mødt frem med flag fra store dele af verden.

- Længe leve paven!, lød det igen og igen fra de mange fremmødte, mens paven vinkede venligt fra sin specielle bil uden beskyttelsesglas.

Allerede fra den tidlige morgenstund var folk begyndt at stimle sammen på pladsen i hjertet af Rom. De ventede spændt på at overvære en ceremoni, der er præget af århundreder gamle ritualer og et overdådigt billedsprog.

- Med pave Frans vil kirken komme tættere på folket og den moderne verden, siger 31-årige Rodrigo Grajales.

Han er præst i Colombia og har rejst hele vejen til Italien for at hylde det nye overhoved for verdens 1,2 milliarder katolikker.

Den 76-årige tidligere ærkebiskop fra Buenos Aires, Jorge Mario Bergoglio, har allerede vundet mange hjerter med sin afvæbnende og uformelle stil, der uden tvivl vil stå i skarp kontrast til tirsdagens pompøse indsættelsesceremoni.

Bergoglio var kardinalernes overraskende valg som afløser for pave Benedict XVI, der abdicerede i sidste måned på grund af sin alder og sit helbred.

Han er den første pave, der har trukket sig fra embedet siden middelalderen.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.