Pave Johannes Paul II saligkåres

Selv om Johannes Paul II var pave for Den Katolske Kirke i mere end 26 år og nåede at udrette store ting, får han ikke lov til at hvile på laurbærrene i det himmelske. I dag bliver Johannes Paul II saligkåret ved en ceremoni i Peterskirken i Rom. Saligkåringen er et forstadie til en senere helgenkåring, og når Johannes Paul ll, som døde 2. april 2005, engang bliver kåret til helgen, får han utvivlsomt meget at se til, forudser biskoppen over Den Katolske Kirke i Danmark Czeslaw Kozon. - Det kan vi roligt regne med, siger Czeslaw Kozon. Det, som Johannes Paul ll får travlt med i sin himmel, er at lægge et godt ord ind hos Gud for de mennesker, som beder ham om det. I Den Katolske Kirke tror man på, at man kan bede til afdøde personer i himlen, især helgener, og bede dem om at gå i forbøn for en selv eller andre mennesker. Det er langtfra alle paver, der ender som helgener. Det kræver noget helt særligt. - Det afgørende er deres personlige kristne livsførelse og vidnesbyrd. Johannes Paul II var en bønnens mand og et åndeligt menneske, der virkelig satsede på Gud, siger Czeslaw Kozon. Johannes Paul II støttede personligt den polske socialistleder Lech Walesa kamp imod det kommunistiske regime, og Lech Walesa har senere udtalt, at Johannes Paul II var stærkt medvirkende til, at kommunismen brød sammen i Østeuropa, og at de kristne dermed fik deres frihed tilbage. Johannes Paul II sættes også i forbindelse med mere normale kirkelige mirakler, som for eksempel helbredelsen af en fransk nonne for Parkinsons sygdom. Antallet af helgener i Den Katolske Kirke tæller mange tusinder, men Johannes Paul II vil utvivlsomt få status som en af de vigtigste ikke mindst blandt de østeuropæiske katolikker. - Jeg tror, han vil komme til at fylde meget i mange mennesker liv. Når vi taler om rangorden, er Jomfru Maria absolut nummer et. Derefter kommer Sankt Josef, apostlene og de første martyrer. Og så er der nogle helgener i historiens løb, der har fået en meget stærk folkelig appeal, som for eksempel Frans af Assisi. Jeg kunne godt forestille mig, at Johannes Paul II kunne blive lidt i den retning, siger Czeslaw Kozon. Der er ingen faste regler for, hvor længe der går fra en saligkåring til en helgenkåring. Pave Johannes 23., som døde i 1963, blev saligkåret i 2002, men er endnu ikke blevet helgenkåret. /ritzau/