Skolevæsen

Pavillioner klar i næste uge

På mandag begynder arbejdet med at opstille ni pavilloner på Skolegades Skole, der skal erstatte den nu lukkede bygning på skolen

Nu skal eleverne på Skolegades Skole i Brønderslev undervises i pavillioner. Arkivfoto: Henrik Louis

Nu skal eleverne på Skolegades Skole i Brønderslev undervises i pavillioner. Arkivfoto: Henrik Louis

De små årgange skal fremover undervises i pavilloner på Skolegades Skole. Lige før vinterferien mistede eleverne nemlig deres klasseværelser, da den skimmelramte bygning på skolen blev lukket, efter at Arbejdstilsynet havde fundet alvorlige problemer med indeklimaet. Selvom Brønderslev Byråd i går besluttede at købe pavillonerne for tre millioner kroner i stedet for at leje, så er pavillonerne kun en midlertidig løsning. Det slog formand for Børne- og Ungdomsudvalget, Jens Arne Hedegaard (V) fast. - Dette er ikke et signal om, at der kommer til at gå 15 år inden der sker noget. Det gør der ikke. At vi vælger at købe, er udelukkende fordi det er billigere end at leje, sagde han på byrådsmødet. Byrådet skal inden sommerferien tage stilling til, om der skal bygges en ny skole i Brønderslev, eller om Skolegades Skole skal renoveres. Arbejdet med at opstille de ni pavilloner forventes at være færdig i uge 13.