EMNER

Pc'en viser, hvor skabet skal stå

Gratis program lader dig eksperimentere med boligens indretning

Er der mon plads til en ekstra sofa i dagligstuen? Og hvordan ville det virke, hvis spisebordet byttede plads med sofabordet? Det er svært at overskue den slags tanke-eksperimenter, og selv efter timers arbejde med tommestok og ternet papir har man ingen klar ide om, hvordan den nye indretning opleves i praksis. Hvad der så smart ud på grundplanen, føles måske helt forkert i virkeligheden. Med det gratis program Room Arranger kan du afprøve mulighederne på pc-skærmen - før du tager møblerne på nakken. Første opgave er at lave en målfast plan af de rum, man ønsker at møblere. Det gøres fra menuen Rum - Forandre størrelse (jo, programmet er skam oversat til dansk). Når væggene er på plads, skal rammen fyldes ud med døre, vinduer - og naturligvis møbler. Ved at vælge Objekter - Nyt objekt får du adgang til et stort bibliotek af lænestole, spiseborde, badekar, toiletter, klaverer - og hvad vi ellers omgiver os med. Du kan også føje dine egne møbler til samlingen. For at ændre objekternes form og størrelse skal man bare dobbeltklikke på dem. Når grundplan og møbler er klar, kan du begynde at eksperimentere. Med musen er det ingen sag at flytte rundt på selv de tungeste skabe, og man får hurtigt afprøvet en række muligheder. Undervejs kan du vurdere resultatet i et mere realistisk perspektiv. Med et klik på 3D-knappen forvandles grundplanen til en tredimensional model, hvor du frit kan spadsere rundt mellem møblerne. Det kræver dog et ekstra program, der heldigvis også er gratis. Udvikleren anbefaler selv: Cosmo Player (www.cai.com/cosmo/) og Cortona (www.parallelgraphics.com/products/cortona/download/). Møblerings-programmet kan hentes fra: www.roomarranger.com/index.html. Højreklik nederst på siden, hvor der står: "rooarr31.exe". Gem filen et sted, hvor du kan finde den igen (f.eks. på skrivebordet), og dobbeltklik på den for at installere programmet.