Pc til byrådsmøderne

Politikerne får nye muligheder, når der trommes til møder

Den fagre nye verden når nu også ind i byrådssalen i Hadsund. Det gør den i hvert fald for de politikere, der kan betjene en pc. Byrådssalen vil nemlig blive forsynet med det nødvendige netværk, så politikere og embedsmænd kan koble sig på og anvende deres pc på møderne. Ud over byrådssalen vil også fire udvalgslokaler blive forsynet med de nødvendige kabler m.v. Udgiften er beregnet til 130.000 kr. Pengene er frigivet af økonomiudvalget, som også har bevilget 120.000 kr., til ombygning og nyindretning af lokaler på kommunekontoret i Korsgade i Hobro.