Peberbøf uden peber

Dagen hvor vi får plastiksække som gardiner og bliver båret på restaurant

På Feriecenter Fyrklit i Hirtshals er hele familien Norge, Danmark og Sverige samlet for at spille minigolf, pjaske i vandlandet og besøge stranden, men er der også plads til handicappede og kaniner i familien? Anne spiller i dag rollen som handicappet, og det er ikke uden problemer at få hende gennem døren med kørestolen, som vi har lånt. Kaninen må vi gerne have med, hvis bare den bliver i kassen. Og de vil også gerne hjælpe med at finde et hjem til den. Anne bliver rullet ind gennem døren tæt ved G122, som dagens værelsesnummer hedder, og her åbenbares en lille lejlighed i bedste kollegiestil med både køkken, badeværelse, stue, soveværelse og spiseplads i ét. Men der er for mange af de spraglede møbler, når kørestolen skal manøvreres rundt. Vi ruller derfor over til receptionen og spørger, om det er muligt at få et andet værelse med mere plads eller i det mindste få rykket nogle af møblerne ud. - Vi har ikke andre ledige værelser, men jeg vil gerne komme over og hjælpe med at rykke rundt på møblerne, siger hotelchef Flemming Søgaard og følger med os hed ad de tæppebelagte gange. - Hvis I bare skal være her en enkelt nat, kan vi sagtens lade møblerne stå på terrassen, forklarer Flemming mens han flytter rundt på spisebordet og de fire stole. Peberbøf uden peber Vi har studeret menukortet, som lå i vores velkomstmappe og fundet ud af, at det, vi trænger allermest til, er en peberbøf uden peber ledsaget af salat uden tomater. Problemet er blot, at restauranten ligger på første sal, hvortil man kun kan komme op af en lang trappe. Anne kigger fortvivlet op mod restauranten, der byder velkommen med røde duge og panoramaudsigt, men der går ikke længe, før den engelsktalende polske bartender forlader sprutflaskerne for at tilbyde sin hjælp. Den eneste gæst i baren er en svensker, der har fået dagens første sjusser, men det gør ham bare mere hjælpsom. - Er du sikker på, at du ikke er for fuld til det her?, spørger bartenderen nervøst den svenske gæst. Svenskeren ryster på hovedet og tager resolut fat i den ene side af kørestolen. - Kom, vi løfter hende op, mens hun sidder i stolen, siger svenskeren. Og sådan bliver det. Op kommer vi, og vi kan nu bestille den længe ventede aftensmad. - Vi vil gerne have to gange peberbøf, men kan de blive uden peber, spørger Mai. Den kvindelige tjener lægger hovedet lidt på skrå og svarer: - Faktisk er der ikke peber på peberbøfferne, men kun i sovsen, der hører til, og sådan går det til, at vi får vores peberbøffer - uden peber. Men salaten kan vi ikke få uden tomater, da den er blandet i forvejen, og vi må også selv hente maden - de bringer ikke mad ud til værelserne. Anne klarer at komme halvvejs ned af trappen fra restauranten på numsen, inden bartenderen fra før med en hovedrysten springer til undsætning. - Du skal bare kalde, når du har brug for hjælp, formaner han. Vi takker for venligheden og ruller tilbage til værelse G122, hvor vi igen får brug for Flemmings hjælp. Lyset står nemlig stærkt ind i vores værelse. Så stærkt, at lysfølsomme Mai har brug for mørklægning. - Kan vi låne nogle sorte plastiksække til at sætte for vinduerne, spørger Mai, da Flemming når frem. Det må vi gerne og han henter straks en rulle sække. Men Mai kan umuligt klare opgaven alene. - Det er vel ikke sådan, at du gider hjælpe?, spørger hun Flemming. Det vil han gerne, selvom han ser ud til at synes, vi er nogle pudsige piger. - Det her har jeg godt nok aldrig prøvet før, selvom jeg har været i branchen i 23 år, siger Flemming, mens han strækker sine arme i vejret for at gøre det massive gardin af sorte plastiksække fast med stærk, brun tape på panelerne. Men vi skal ikke sove endnu, og spørger i stedet Flemming, om det er muligt for Anne at komme i vandland på trods af kørestolen. - Jeg kører dig lige ud og viser det, siger Flemming og tager fat i kørestolens grå håndtag. Han låser en lille låge op med en nøgle, som ellers mest overlades til forældre med barnevogne. Lågen giver adgang til det forjættede blå vand via en lille rampe, som vi straks benytter os af. Brun farin og nattøj En svømmetur gør træt, og da vi kommer tilbage til værelset, ifører vi os straks nattøjet, men beslutter os for, at vi vil have en irsk kaffe at sove på. Tilbage i baren er vores polske ven stadig i fuld gang. Han serverer kolde øl til feriemætte turister. Vi falder lidt udenfor iklædt nattøj og usminkede ansigter, men vi vil jo også bare låne lidt farin til vores drik. - Lige et øjeblik, så skal jeg finde det til jer, siger bartenderen, og der går da heller ikke mange minutter, før han kommer tilbage med en lille glasskål med brunt sukker. Vi lader ham i fred og vågner friske op næste morgen, hvor vi dog hurtigt finder ud af, at vi har "glemt" at bestille rundstykker dagen før, som man ellers skulle. Købmanden har heldigvis rundstykker nok på lager, og her til morgen er de faktisk friske. Mai vil gerne være ferielækker, men det er svært, når eyeliner-blyanten er slidt ned. Flemming vil gerne hjælpe feriemakeuppen på vej og stikker resolut eyelineren ned i den automatiske og hurtigtroterende blyantspidser, som åbenbart også kan bruges til makeup. I øvrigt har Flemming også løst vores kaninproblem. - I kan aflevere den ude på Fun Center her i Hirtshals. Der vil de passe godt på den - I skal bare tale med én, der hedder Nanna, forklarer Flemming entusiastisk. Og så sker miraklet. Anne rejser sig fra kørestolen til stor forundring i receptionen. Vi forklarer nu, at vi har testet dem på service. Det fremkalder brede smil hos personalet, som ikke havde fattet mistanke om vores hensigter.