Pedalpenge i Rakkeby

Spejderne fik tæt på 8500 kr. ind efter løbet

RAKKEBY:Vejret var med de unge cykelryttere lørdag eftermiddag i Rakkeby. For her skulle der virkelig trædes i pedalerne i en god sags tjeneste, og så at det jo fint, at det ikke siler ned. KFUM-Spejderne i Rakkeby havde indkaldt til et helt særligt sponsorløb, hvor det gjaldt om at have både kræfterne til rugbrødsmotoren men ikke mindst talegaverne i orden. For pedalkræfterne skulle naturligvis være til stede ude på den i alt 2,6 km lange strækning, der havde start og mål på Torvet i Rakkeby. Men inden da skulle cykelrytterne skaffe sig forskellige sponsorer, og det er her, talegaverne kommer ind i billedet. Meningen med sponsorløbet var nemlig, at børn og unge i spejdergruppen inden start skulle skaffe sig pengesponsorer via virksomheder, venner og familie. De skullegive et vist beløb for hver kørt km. Og dermed kom KFUM-Spejderne i Rakkeby op på helt nøjagtig 8.446,10 kroner: - Det er et godt resultat, og pengene skal nu gå til spejderarbejdet, lød det fra KFUM-Spejdernes formand for grupperådet, Tove Højgaard Olesen, efter løbet. I alt deltog 17 cykelryttere, og de formåede i alt at køre 421 km på en time. Dermed cyklede alle i gennemsnit næsten 25 km hver, så målstregen på Torvet blev passeret adskillige gange. Der var også særlige præmier til f.eks. flest kørte antal kilometer, flest tilmeldte sponsorer og den sjoveste cykel.