Peddersen og Findus på Knaberscenen

Biblioteket inviterer til sæsonens sidste forestilling

AALESTRUP:Langt de fleste børn - og sikkert også mange voksne - kender og elsker historien om Peddersen og hans "finurlige" kat, Findus. Og de to kan opleves på Knaberscenen næste lørdag, 28. februar, da Aalestrup Bibliotek inviterer til den sidste familieteaterforestilling i denne sæson. Stykket har titlen "Pandekagekagen". Det er skuespillerne Jan og Anne Grete Hovgaard, uddannet på Odense Teaters elevskole, der gæster Aalestrup. Parret har i mange år turneret rundt med "Pandekagekagen", som de selv har dramatiseret efter Sven Nordqvists populære bog. Som så ofte før går tingene ikke helt, som Peddersen og Findus kunne ønske sig. Findus har fødselsdag og Peddersen har lovet at bage en pandekagekage. Men de har ikke mere mel, cyklen er punkteret - og for at gøre ondt værre, så er nøglen til cykelskuret - hvor lappedrejet befinder sig - blevet væk. Heldigvis ender det hele godt til sidst og det lykkes at holde en mægtig fødselsdag for Findus. Forestillingen opføres i overdådige kulisser med masser af dans, sang og iørefaldende musik. Teaterforestillingen henvender sig til børn fra cirka 3 år og opefter samt deres voksne - forældre, bedsteforældre eller andre. Billetterne kan købes på Aalestrup Bibliotek. Eventuelle overskydende billetter vil blive solgt ved indgangen på opførelsesdagen.