Biblioteker

Peder Hove ud i lyset som en vendsysselsk forfatter

SINDAL: Peder Hoves forfatterskab og især besættelsestiden kommer i fokus, når forfatteren selv causerer på Sindal Bibliotek onsdag 15. januar. Han har skrevet flere bøger om 2. verdenskrigs følger i Danmark, og på biblioteket vil han blandt andet kredse omkring romanen "En dag i marts", der handler om Shellhus-bombardementet. En anden bog om besættelsestiden er "Tre flyvere", herunder om Kaj Birksted, der blev Wing Commander i Royal Air Force, og var en af 2. verdenskrigs mest kendte jagerpiloter. Peder Hove blev selv jagerpilot i det danske flyvevåben, men han skiftede til et lærerjob i Tårs, hvor han fortsat bor. Karrieremæssigt var det nærmest et kvantespring, men det gjorde Peder Hove allerede første gang i sin ungdom, da han skiftede fra Thy til en kostskole i Birkerød, fordi det var for besværligt at gå i gymnasiet på hjemegnen på grund af lang transport. Det var et spring fra det gamle bondesamfund til et radikalt anderledes miljø. Peder Hove er en af de mindre kendte vendsysselske forfattere, som Vendsyssel litterære Selskab gerne vil bringe frem i lyset, og samtidig er foredraget på biblioteket et af flere kommende arrangementer, hvor selskabet sætter fokus på besættelsestiden. Et andet arrangement foregår på Bangsbo Museum 5. april, hvor professor Hans Hertel forelæser om besættelsestidens kulturliv. poch