Aalborg

Pedersen og Danske Bank

Knud Pedersen har gang i et byggeprojekt, som takket være Danske Bank nu er udskudt fra om 284 år til om 12.000 år. Men i første omgang meldte Danske Bank først klar om tre milliarder år. Foto: Henrik Bo

Knud Pedersen har gang i et byggeprojekt, som takket være Danske Bank nu er udskudt fra om 284 år til om 12.000 år. Men i første omgang meldte Danske Bank først klar om tre milliarder år. Foto: Henrik Bo

I sidste uge fortalte vi om kunstneren og forfatteren Knud Pedersen. Det var ham, der fik seks elever fra Aalborg Katedralskole til at indridse deres initialer på skolegårdsvæggen i Aalborg Kloster ved siden af de gamle initialer indridset for omkring 300 år siden.

Knud Pedersens projekt hedder ”Det uopnåelige”, og den oprindelige plan var, at der aldrig ville blive givet tilladelse dertil. Men projektet blev en fiasko, for det blev realiseret!

I den forbindelse fortalte vi også om en masse andre af Knud Pedersens uopnåelige projekter gennem årene. Et af projekterne gled ud af omtalen, men derfor skal historien nu fortælles alligevel.

Projektet tager sin start i 1968. Sammen med kunstnerne Eric Andersen, George Brecht og Arthur Køpcke besluttede Knud Pedersen at opføre en stribe forskellige byggeprojekter, herunder elskovsrum som store telefonbokse placeret forskellige prominente steder i København.

Gøres ordentligt

Men det skulle også gøres ordentligt, og derfor blev det også et halvdyrt projekt. Ja, faktisk fandt de fire kunstnere ud af, at det ville koste 6 milliarder og 59 millioner kroner at realisere.

Det er mange penge, og det var det også den gang.

Især når man kun har 100 kroner.

Men Knud Pedersen gik i Bikuben, og her satte han pengene - de 100 kroner - ind på en særlig favøraftale, som sikrede et afkast på seks procent om året. Han spurgte så banken, hvornår sådan et beløb ville være nået, og svaret var, at det ville tage 284 år og 201 dage.

Se, det er jo også tæt på at være et ganske uopnåeligt projekt.

Tiden gik.

Bikuben blev opslugt af Danske Bank.

Men så kom juristerne ...

Og pludselig en dag fandt Danske Banks jurister ud af, at de havde denne mærkelige konto stående og havde haft det i årevis. Derfor opsagde de aftalen. På det tidspunkt stod der 1468,66 kroner på bankbogen. Fremover kunne Knud Pedersens byggeprojekt kun få 0,125 procent i rente.

- Hvornår er der så penge nok på kontoen, spurgte Knud Pedersen i banken.

Så gik Danske Bank i gang med at regne.

- De svarede, at det vil der være om 3.090.025.881 år og 352 dage. Altså tre milliarder år, fortæller Knud Pedersen.

- Men de er ikke ret gode til at regne i Danske Bank. Jeg satte en matematikerven til at regne efter, og han kom frem til, at beløbet ville være opnået på kun 12.000 år. Danske Bank glemte nemlig at regne med renters rente, fortæller Knud Pedersen.

Fodboldkamp på Tate

Banken fik lov at regne en gang til, og så blev det til, at elskovsrederne kan opføres om kun 12.141 år og 18 dage.

Så det projekt må vel stadig siges at være tæt på at være uopnåeligt. Og dermed en stor kunstnerisk succes i bestræbelsen på det uopnåelige.

Men vi kan sagtens finde på flere historier fra Knud Pedersens mangeårige virke: Det var ham, der opfandt fodboldkampen med to bolde. Eller fodbold i mørke. Eller fodbold med bevægelige mål. Two Ball Football blev i øvrigt opført i Oxford og udstillet på Tate Modern i London.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst