Pedersens Sommercabaret varmer op for 17. gang

Ernest Petersen, Hanne Laursen og Jørgen Bing klar til endnu en sommer med masser af skøre indfald

HJØRRING:- Det er ikke til at købe ordentlige søm mere. - Næi. - Med no'en ordentlige hoveder. - Næi, - Næi. - Hva? - Næi. - Nå. Ja, sådan lyder det altså til prøverne på Pedersens Sommercabaret i øjeblikket, hvor Hanne Laursen og Jørgen Bing indøver et nummer med "Knølerne", som de har døbt et nyt makkerpar. Knølerne gør mest i intetsigende tekster i et tonefald, som vist egentlig kun børn finder sjovt - men som alligevel virker også på voksne (i hvert fald på NORDJYSKEs skribent). De to skuespillere har begge været med i cabareten syv gange tidligere, og har længe brugt "Knøler-formen" til at komme videre, når prøverne gik lidt i stampe. Men i år kommer de altså med på scenen, knølerne. Også sidste års par, som fandt hinanden på internettet, kommer med i år - den gang handler det om fødselsforberedelse på trods af, at ingen er gravide. Cabaret for 17. gang Pedersens Sommercabaret så dagens lys for første gang i 1987, og bortset fra to somre, har Ernest Petersen hvert år brugt det meste af sommermånederne på at stå på scenen - med skiftende medspillere, hvor Hanne Laursen og Jørgen Bing er ved at være faste ingredienser. Tidligere har der været en rød tråd i cabareten, men det er der ikke i år. Titlen "På frihjul" betyder ganske enkelt, at indfald og udfald mixes i en skøn vælling, som endnu ikke er kogt færdig. Ikke at det gør noget, for premieren er først torsdag 9. juni, og de tre aktører øver hver dag på Vendsyssel Teater frem til premieren. Derfor er premierenerverne langt væk, hvilket betyder, at der er god tid til at drille Ernest Petersen, når han ikke lige kan huske åbningsmelodien udenad, når teksterne ikke sidder på rygraden og hvad der ellers opstår at små, helt normale situationer i et prøveforløb. - Men meget tyder på, at det bliver lidt åndssvagt ind i mellem, siger Ernest Petersen i et tonefald, som angiver, at åndssvage numre ikke er det værste, der kan ske i Pedersens Sommercabaret. I år kan man bl.a. opleve ham som korsanger for en rapper, iført den obligatoriske hue og med de helt rigtige fingertegn. De tre revymakkere kender efterhånden hinanden på trådet, hvilket betyder, at de skriver flere og flere numre selv. Fast skribent er dog Anni Gamborg, ligesom Jakob Morild og Lars Topp leverer til årets cabaret. - Men ellers beskæftiger vi os med tidens trend uden at være politiske, uden parodier og uden dronningen, siger Ernest Petersen, som har det rigtig godt med at bruge sin sommer på tant og fjas i sin cabaret. - Joh, men hvad skulle jeg ellers lave, spørger han og kigger rundt i teatersalen, der lokker med sine skrå brædder, klaveret, projektørlyset, scenetæpperne og alle de uendelige muligheder for gøgl og fis foran et veloplagt publikum. For musik, show og klaverer er jo Petersens liv i en nøddeskal, og sådan må det vist bare være. Også selv om man fylder 70 til næste år. Premieren 9. juni og de næste otte forestillinger opføres på Skallerup Klit i Restaurant Messen, hvorefter turen går til Café Kysten, Lønstrup, Restaurant Hedelund, Brønderslev, Hotel Viking, Sæby, Vendsyssel Teater, Hjørring og endelig Den gamle biograf i Vrå. Med små pauser kører forestillingen frem til 2. september, hvor der rundes af i Vrå. Forestillingen forventes at vare godt fem kvarter. - Men den har somme tider varet to og en halv time - altså hvis man tæller publikums bifald med, oplyser Ernest Petersen med det uskyldige smil, som de fleste borgere i Hjørring vil kende. Og hvem kunne dog finde på at sige, at han overdriver.