Peers mange kasketter

GUDUMHOLM:Afdelingsdirektør Peer Kristensen fra Spar Nord har haft et godt år. Han hæfter sig først og fremmest ved årets gang i privat regi. - Noget af det, der står klarest, er at det er gået godt for min familie. Både helbredsmæssigt, men også det, at vi har været meget sammen. Jeg har to sønner på henholdsvis fem og ni år, og det er på mange måder spændende at følge deres opvækst. Desuden har jeg en dejlig kone, der får det hele til at glide rundt med alle de ting, jeg går og laver, siger Peer Kristensen. For det er langt fra kun jobbet i banken, der bliver brugt tid på uden for hjemmets fire vægge. Peer Kristensen er formand for Sejlflod Udviklingsråd, fodboldtræner for KIF (i 2005 er han træner for barndomsklubben Gudumholm IF, hvor han i forvejen træner lilleputterne, red.) samt aktiv i arbejdet med at få stablet en stor gymnastiksal på Gudumholm Skole på benene. - Det har igen været et godt år i banken. Jeg har blandt andet siddet i vores branding-komite, hvilket har været utrolig spændende. På fodboldfronten har jeg jo været træner i serie 2 i Kongerslev, hvor vi desværre rykkede ned. Jeg husker også 2004 for EM i fodbold, hvor jeg så to af Danmarks kampe, mens jeg var i Tyrkiet. Det var interessant at sidde i udlandet og opleve, hvordan vi bliver opfattet dér. Og senest har jeg mødtes med nogle af mine gamle AaB-kammerater, blandt andet var Peter Møller med. Det er 6-7 år siden, jeg har set nogle af dem, så det var rart at få snakket med dem igen, fortæller Peer Kristensen, der i sin tid opnåede tre førsteholdskampe for AaB i starten af 90'erne. Slutteligt har 2004 været året, hvor Sejlflod Udviklingsråd stod på egne ben efter fusionen mellem turistforeningen og erhvervsforeningen. - Vi har arbejdet i halvandet år med et branding-projekt for Sejlflod-området, som vi nu er klar til at præsentere for kommunalbestyrelsen. Det gør vi som noget af det første i det nye år, siger Peer Kristensen.